Vi står i vand til livet – indfør social værnepligt

Dusinvis af disciplinerede og ihærdige værnepligtige fra Beredskabsstyrelsens center i Herning har i det forgangne kvartal imponeret mig og mine naboer i et omfang, der får mig til at slå et slag for at genindføre værnepligten i fuldt omfang for alle unge – blot med et andet indhold end det militære.

To omfattende oversvømmelser af Alken Enge har langsomt, men sikkert nærmet sig en husrække ved Mossøs østlige ende – både i september og i december, og begge gange vurderede den stedlige brandchef, at opgaven med at kunne holde det opadstigende vand efter en pludselig monsterregn tilbage var for stor for de lokale brandfolk og krævede et opkald til nærmeste statslige beredskabscenter.

Ikke mange minutter efter trillede mandskabsvogne ind med unge, der rullede slanger, pumper og grej ud og etablerede vejspærringer og overkørsler til de kraftige slanger, hvorfra det straks begyndte at fosse ud med brunt vand fra de oversvømmede engområder til den (i forvejen vandfyldte) sø. Under ledelse af deres fastansatte indsatsledere tumlede de unge tappert rundt med udstyr og generatorer, fyldte sand i sække, byggede volde i de mest udsatte baghaver, hjalp forvirrede belgiske turister væk fra et truet sommerhus og  satte projektører op, da mørket faldt på.

Arbejdet fortsatte til ud på de små timer i flere døgn i træk – og mens beredskabet overordnet fik afprøvet nye, kraftige pumper, gennemgik de værnepligtige nogle strabadser – som når de på skift stod i vinterkoldt vand til livet og med hænderne konstant måtte fjerne snask fra pumpernes tilslammede sugestudser for at kunne holde trit med åvandet, der bare blev ved med at løbe til.

Stadig står på min nethinde en særlig manøvre, hvor en flok af de sortklædte unge en sen aften skulle rulle en stor, tung mobildæmning, der havde beskyttet flere huse mod oversvømmelse, sammen efter brug. For at få vandet ud af den overdimensionerede gummi-pølse måtte de i fællesskab krabbe sig ind under den kolde og slam-indsmurte indretning og i fælles ryk og stød skvulpe vandet ud.

Det kostede tydeligvis både eder, forbandelser, tilråb og ordrer sammen at få den store, slimede gummi-sag bakset sammen midt i det kolde pløre, der lå tilbage på græs og grus. Og anstrengelserne gav ikke bare respekt for deres indsats, som var rettidig og virkningsfuld. Men altså også tanker om, hvad værnepligt kan bruges til.

Fællesskab og disciplin
Al respekt for de opgaver, tidligere tiders militærnægtere gennem tiden er blevet sat til i form af samfundsgavnligt arbejde på teatre, museer og institutioner. Tit og ofte kom de alene ud i kulturelle og sociale sammenhænge – og fik dermed ikke den samme dimension af fællesskab, disciplin og nødvendighed med.

Begrebet værnepligt – ikke værnetilbud eller værnemulighed – kan efter min opfattelse udmærket udvides til en klima-værnepligt eller social værnepligt, så en hel ungdomsårgang – piger såvel som drenge – skal ’i trøjen’ på den ene eller anden måde.

Beredskabsopgaverne under vejrmæssige katastrofer og ulykker bliver næppe færre med de aktuelle klimamæssige udsigter, og at konfrontere elementernes rasen og beskytte folk og ejendom er ikke bare en værdig, men også helt nødvendig opgave for unge.

Hvis ikke opgaver med at indkvartere flygtninge og gøre en indsats under storm og brand er tilstrækkelige til at holde hele årgangen beskæftiget, så inddrag hele den sociale verden som et felt, der altid kan bruge ekstra hænder. Og gerne flokvis, så det rykker – om det så gælder om at gennemføre koloniophold for børn, miljø-oprydninger og tilplantninger, der kræver masser af muskler, eller at bekæmpe invasive arter.

Alle er de værdige opgaver – og kan udover respekt for håndens arbejde blandt andet give fremtidige ånds- og skrivebordsarbejdere en afgørende dosis realiteter fra den sociale virkelighed derude, hvor det sommetider er koldt, vådt og mørkt – og hvor man er helt afhængig af de andre.