dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Tre hektar i Assens viser vejen mod mere natur
Arealet ved Gamtofte, som nu er omdannet til vådområde, er ejet af Brahesborg Gods.
Foto: Assens Kommune

Tre hektar i Assens viser vejen mod mere natur

I oktober indvier Assens et ”fast-track”-vådområde, omdannet af et mindre landbrugsareal.

ASSENS: Selv små arealer tæller, når der udtages landbrugsjord, som skal omdannes til naturformål til fordel for Danmarks klima, biodiversitet og havmiljø.

Hidtil har det været ressourcekrævende, men en ny "fast track"-model gør det nemmere og hurtigere for lodsejere, kommuner og rådgivere at udtage mindre landbrugsarealer til vådområder. Det oplyser Assens Kommune, som om kort tid indvier et tre hektar nyt vådområde ved Gamtofte.

Kommunen har det seneste år samarbejdet med bl.a. styrelser og konsulenter om vådområdet, der er et pilotprojekt for ordningen.

- Vi er frontløbere på at udvikle metoder og modeller, som gør det hurtigere, mere attraktivt og mindre resursetungt at udtage landbrugsjord i hele Danmark, siger formand for miljø-, teknik- og planudvalget Jens Jakobsen (V). 

Vådomådet ved Gamtofte har som primært formål at fjerne kvælstof, så Lillebælts tilstand forbedres.

Indtil nu har kravene til udtagning af mindre arealer været næsten lige så omfattende og ressourcetunge som ved større projekter, fortæller projektleder i kommunens Miljø og Natur-forvaltning Assens Jannik Seslef.

- Det har gjort, at det ofte har været de større arealer, som er blevet prioriteret rundtomkring, da de i sidste ende giver den største samlede klima- og miljøgevinst, forklarer han.

Enkelhed og fart i fokus

Med den nye skabelon kan vådområdet etableres hurtigere. I det aktuelle projekt er bækken blevet fritlagt, og der er arbejdet med dræn i stedet for at bruge elektriske pumper, som ofte er praksis, når man etablerer konstruerede minivådområder.

- Det har gjort, at det er blevet billigere at opnå den samme effekt på miljøet, fortæller Peter Cederfeld, der driver Brahesborg Gods, på hvis areal det nye minivådområde ligger.

Kommunen har i en årrække arbejdet efter den såkaldte Assensmodel, hvor udgangspunktet for udtagning af vådområder er, at lodsejere til det første møde blot skal præsenteres for et omrids på et kort og så ikke mere. Hvis planerne bliver for detaljerede, kan modstanden af mange årsager ofte være kraftig, og vejen mod vådområderne bliver mere besværlig.

Det er i det hele taget vigtigt at udvikle mindre ressourcetunge og hurtigere metoder, så der kan komme endnu mere fart på udtagningsindsatsen, mener Jannik Seslef, der henviser til den grønne trepartsaftale, der blev indgået før sommerferien.

Det nye ”fast-track”-vådområde Provsteengen bliver indviet den 4. oktober.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.