To medarbejdere fratræder hos Cowi efter TV 2-dokumentar
To medarbejdere hos rådgivningsfirmaet Cowi har fratrådt deres stillinger efter TV 2-dokumentaren "Den sorte svane". Det er sket efter gensidig aftale, skriver Cowi i en pressemeddelelse.
De to unavngivne personer har været suspenderet siden slutningen af maj, mens en ekstern advokatundersøgelse af firmaets rolle i dokumentaren har stået på.
Dokumentaren, der udkom i maj, kortlægger ved brug af skjulte kameraer og mikrofoner forbindelser mellem en kriminel underverden og eksempelvis advokater, entreprenører og erhvervsfolk.
Cowi bliver en del af dokumentaren, da en politianmeldt partner i ejendomsselskabet 1927 Estate giver indtryk af, at Cowi er ligeglad med at føre ordentligt tilsyn med bortskaffelse af forurenet jord, så længe "de bare får deres penge".
Efterfølgende gennemgik TV 2 det konkrete sagsforløb i Vallensbæk og kunne dokumentere, at Cowi skrev direkte til 1927 Estate, at "det kan give jer store problemer i forhold til kommunen, hvis de får fokus på det".
Alligevel blåstemplede Cowi projektet.
Utilstrækkeligt og mangelfuldt
Undersøgelsen, der er foretaget af advokatfirmaet Kromann Reumert, konkluderer, at firmaets tilsyn med udgravningen af jord på byggepladsen på det pågældende projekt ikke levede op til kravene i miljøgodkendelsen.
- Det udførte tilsyn var ikke tilstrækkeligt og levede ikke op til den ønskede faglige standard, skriver Cowi i meddelelsen.
- Det samme gælder for Cowis efterfølgende rapportering til den relevante tilsynsmyndighed på det pågældende projekt. Rapporteringen var mangelfuld og ikke fuldt retvisende.
Det rådgivende ingeniørfirma og 1927 Estate samarbejder ikke længere.
I tirsdagens meddelelse siger Henrik Winther, der er direktør for Cowi Danmark, at man tager sagen meget alvorligt.
- Vi ser med dyb alvor på de fejl, der er sket i forbindelse med vores tilsyn på det omtalte projekt. Som direkte konsekvens har vi allerede nu styrket vores kvalitetssikringsprocedurer, og vi arbejder på yderligere tiltag for at forhindre en lignende situation i at ske i fremtiden, lyder det.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.