Det arbejde omkring takstharmonisering på Sjælland, som transport- og bygningsministeren igangsatte i september, er nu afsluttet. Der er fundet en model, som vil indebære en markant forenkling af taksterne på Sjælland. Modellen har opbakning fra Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Socialistisk Folkeparti, Alternativet og De Radikale, lyder det fra Transport- og Bygningsministeriet.
Rigsrevisionen og statsrevisorerne rejste i august måned en skarp kritik mod takstsystemet i den kollektive trafik, hvor kunderne i dag oplever en kompliceret pris- og rabatstruktur. Trafikvirksomhederne, som har takstkompetencen, har gennem flere år forgæves forsøgt at forenkle prisstrukturen til gavn for kunderne.
En samlet kreds af transportordførere bad Movia sætte sig i spidsen for at udvikle en model for takstharmonisering på Sjælland. Movias arbejde er nu bragt i mål. Der er udarbejdet en model, hvor taksterne gøres væsentligt mere sammenhængende og logiske på Sjælland, end det i dag er tilfældet. Samtidig vil 97 pct. af kunderne på Sjælland opleve stort set uændrede eller lavere priser, og løsningen kan gennemføres inden for de nuværende økonomiske rammer.
DSB og Metroselskabet bakker op om løsningen, som er provenu-neutral for alle relevante parter. Den løsning, der er opnået enighed om, dækker langt hovedparten af rejserne på Sjælland. Næste skridt i arbejdet er at finde en endelig løsning for harmonisering af ungdomsrabatter og pensionistrabatter og at finde en konkret model for det såkaldte kvalitetstillæg i metroen. Dette arbejde går i gang efter nytår.
Nu skal det implementeres
Derudover skal takstreformen implementeres. Ministeriet har sat en proces i gang med henblik på hurtigst muligt at bringe trafikselskabernes IT-salgssystemer i stand til at understøtte det nye takstsystem.
Også i Jylland og på Fyn er transportvirksomhederne i gang med at kigge på forskellige modeller for forenkling af taksterne. Ministeren og ordførerne er enige om, at de vestdanske trafikvirksomheder i den sammenhæng bør lade sig inspirere af takstharmoniseringen på Sjælland.
- Jeg vil nu med interesse følge det arbejde, der er i gang med at harmonisere taksterne i Jylland og på Fyn. Ordførerne og jeg lægger i den forbindelse vægt på, at reformen dér bør følge nogle af de samme pejlemærker som på Sjælland om at være provenuneutral, at kundekonsekvenser skal begrænses, og at man skal have fokus på sammenhængen mellem øst og vest, siger transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V).
Nyheder er værd at betale for
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.