Skraldekonflikten i Hvidovre skal nu i Arbejdsretten
HVIDOVRE: Der blev fredag fortsat ikke hentet skrald i Hvidovre Kommune, og det kan ikke siges, hvornår det kommer til at ske, fremgår det af kommunens hjemmeside.
I en pressemeddelelse torsdag skrev kommunen, at hvis de pågældende medarbejdere mod forventning fredag morgen valgte at fortsætte den uoverenskomststridige arbejdsnedlæggelse, ender sagen i Arbejdsretten. Skulle det ske, vil Hvidovre Kommune herefter tage stilling til næste skridt, og hvordan det sikres, at borgerne kan få hentet deres affald inden for en rimelig tid.
Af pressemeddelelsen fremgår det også, at 26 af 44 medarbejere onsdag nedlagde arbejdet. På et fællesmøde torsdag blev fagforenningen 3F og Fagbevægelsens Hovedorganisation pålagt at få deres medlemmer til at genoptage arbejdet fredag morgen.
Blokade og trusler
De strejkende har blokeret for at hindre kolleger i arbejde at køre ud med skraldebilerne. Ifølge kommunen har det betydet, at flere medarbejdere har følt sig utrygge ved at være på arbejdspladsen, ligesom flere har sygemeldt sig.
- Vi har fået en ekstra opgave i at passe på de medarbejdere, der gerne vil udføre deres job, fordi nogle af dem har følt sig truet af deres kollegaer. Dem forsøger vi at tage hånd om, og vi vil også kontakte 3F for at bede dem om at sikre, at deres medlemmer behandler deres kollegaer ordentligt, siger kommunaldirektør Jakob Thune.
Som tidligere omtalt er konflikten brudt efter længere tids utilfredshed med arbejdsmiljøet, og de ansatte krævede en leder hjemsendt, mens det blev undersøgt. Undersøgelsen gennemføres af advokatfirmaet Horten, hvor 21 klagepunkter over arbejdsmiljøet vil blive undersøgt.
- Der er tale om nogle alvorlige anklager, men situationen er også noget mere kompliceret, end den virker ved første øjekast. Derfor er undersøgelsen ved advokatfirmaet Horten nødvendig for at få et fast og veldokumenteret grundlag at træffe beslutninger på. Vi har et fælles ønske om at løse de udfordringer, der tydeligvis er, men derfor bliver vi også nødt til at få belyst sagen grundigt, siger borgmester Anders Wolf Andresen (SF).
Undersøgelsen forventes færdig om nogle uger.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.