dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Sådan forbedres sikkerheden for cyklister
Havarikommissionen for Vejtrafikulykker har dybdeanalyseret alvorlige ulykker mellem cyklister og bilister i kryds. (Arkivfoto).
Foto: Brian Bjeldbak/Ritzau Scanpix

Cykelulykker i kryds:
Sådan forbedres sikkerheden for cyklister

Ny rapport sætter fokus på de mange uheld med cyklister i lyskryds i byer - og hvordan vi kan reducere dem.

Ændringer i krydsudformning, tiltag i signalregulerede kryds og mulig lovliggørelse af skilte med fuldt stop i byzoner. 

Det er blot nogle af anbefalinger, som Havarikommissionen er udkommet med i forlængelse af en større undersøgelse af cykelulykker i kryds. For det er uomtvisteligt de bløde trafikanter, der er i størst fare for at komme galt afsted i trafikken.

Ifølge ulykkesstatistikken, som er baseret på politiregistrerede ulykker, blev 115 cyklister dræbt, mens 2.629 kom alvorligt til skade i perioden 2019-23. Det svarer næsten til en tredjedel af alle alvorligt tilskadekomne og ca. 15 pct. af alle dræbte i politiregistrerede ulykker i perioden. Og for mere end halvdelen af de dræbte og alvorligt tilskadekomne cyklister skete ulykken i kryds.

Derfor har Havarikommissionen sat fokus på cykelulykker i kryds i byer. I den forbindelse er 27 ulykker mellem cyklister og bilister i kryds i byer analyseret i Havarikommissionen for Vejtrafikulykkers nyeste rapport.

Og ifølge transportminister Thomas Danielsen (V) er der god grund til at blive klogere på ulykkerne. 

- Så vi kan blive bedre til at undgå dem. Havarikommissionens nye rapport udpeger forskellige retninger, vi kan arbejde videre med, både i forhold til at etablere mere sikre vejkryds og have fokus på adfærd og manglende opmærksomhed, siger han. 

Forhold ved vej spiller central rolle

På trods af, at ulykkerne ifølge analysen ofte skyldes, at biler overser cyklister, havde forhold ved vej og omgivelser i cirka halvdelen af tilfældene også en vis betydning for, at ulykken skete. Det var i en del tilfælde oversigtsforholdene, som var begrænsede. 

Mere konkret blev det vurderet, at forhold ved vej og omgivelser havde en vis betydning for ulykken i 14 af de 27 ulykker.

Det var i seks ulykker oversigtsforholdene før krydset, som var begrænsede, mens det i to ulykker blev vurderet, at vejens udformning var så kompliceret eller uventet, at dette direkte var blandt årsagerne til, at ulykken skete.

Desuden forværrede elementer i vejmiljøet skaderne i to tilfælde.

Anbefalinger til myndighederne 

I rapporten anbefales det at ændre krydsudformningen, da det ville have reduceret risikoen for, at de analyserede ulykker ville være sket. 

Bl.a. anbefales det, at man i signalregulerede kryds arbejder med at forebygge højresvingsulykker ved fx at indføre en separat højresvingsbane "eventuelt kombineret med før-rødt for cyklister, afkortet cykelsti," lyder det i rapporten.

For at forebygge venstresvingsulykker anbefales en bundet venstresving eller grøntpil for venstresvingende bilister. I kryds med ubetinget vigepligt anbefales det at sikre gennemført fortov og/ eller gennemført cykelsti, så bilisten tvinges ned i hastighed før svingning og får bedre tid til orientering. Bedre afmærkning og beskæring af beplantning er også blandt løsningerne. 

Havarikommissionen foreslår i øvrigt, at det overvejes, om det skal være muligt at skilte med fuldt stop i byzone. I dag er det kun tilladt uden for byzone.

"Fuldt stop vil betyde, at bilisterne får mere tid til at orientere sig før fremkørsel, f.eks. ved reduceret oversigt," konkluderes det.

Desuden lægger rapporten vægt på vigtigheden af, at vejmyndigheder udfører trafiksikkerhedsrevision af nye projekter og jævnlig trafiksikkerhedsinspektion af eksisterende veje og kryds for systematisk at kunne forbedre vejnettet.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.