Rift om arealer: Danmarks Arealinformation opgraderes
Borgere, ejendomsmæglere, rådgivende ingeniører, jægere, landinspektører og tusindvis af andre i Danmark, der regelmæssigt søger information om Danmarks arealer, kan nu se frem til forbedringer, oplyser Danmarks Miljøportal.
Gennem mere end ti års eksistens er Danmarks Arealinformation blevet den centrale offentlige platform, hvor myndighederne sikrer fri adgang til data om Danmarks arealer. Stat, kommuner og regioner har nu gennem Danmarks Miljøportal besluttet at afsætte et millionbeløb til opgradering af platformen, så den bliver mere brugervenlig.
Den planlagte opgradering kommer på et tidspunkt, hvor platformen netop har syvdoblet antallet af informationer, som brugerne kan tilføje på de arealer, de arbejder med.
Planer for 140 pct. af arealet
Allerede i 2017 fremhævede Teknologirådet, at der er planer for 140 procent af Danmarks areal, og presset på arealerne er kun blevet større siden da.
- I tråd med Aarhus Konventionen arbejder vi løbende på at forbedre adgangen til information om de danske arealer og miljø for borgere, myndigheder og erhvervslivet – både i nutid og historisk, siger Nils Høgsted, sekretariatsleder i Danmarks Miljøportal.
- Data skaber kun værdi, hvis de bliver brugt. Derfor skal det være så nemt som muligt at finde de data, man har brug for. For kommunerne er det en stor hjælp at kunne finde egne og andre myndigheders arealdata samlet på ét sted, siger Sara Røpke, Kontorchef i Center for Klima og Erhverv hos KL.
Med tanke på de udfordringer, der er fremhævet af Teknologirådet og flere andre, påpeger Miljøstyrelsen vigtigheden af et centralt datagrundlag.
- Lettilgængelige arealdata er afgørende for at sikre, at vi bruger vores arealer bedst muligt, og skaber synergi mellem de mange konkurrerende formål. Danmarks Arealinformation spiller en afgørende rolle som et fælles referencepunkt, der skaber værdi af data, og understøtter den grønne omstilling, siger Lars Møller Christiansen, vicedirektør i Miljøstyrelsen.
Danmarks Miljøportal forventer, at de første brugere til at benytte den nye brugerflade for Danmarks Arealinformation kan lukkes ind i oktober i år. Den gamle version vil dog stadig være tilgængelig i en overgangsperiode på seks måneder.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.