dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Retten til offentlig sti i Helsingør stadfæstet af klagenævn

En grundejer og Helsingør Kommune har i årevis været uenige om adgangen til en offentlig sti.
22. JUL 2024 11.54

HELSINGØR: En årelang strid om adgangen til en offentlig sti i Helsingør Kommune har nu for anden gang været omkring Miljø- og Fødevareklagenævnet, der tidligere på måneden stadfæstede kommunens afgørelse i sagen.

Stadfæstelsen, som i sig selv ikke kan ankes, handler grundlæggende om, hvorvidt der skal være en offentligt tilgængelig sti eller vej mellem Krogerupvej og Espergærde gennem en privat grundejers marker og grunde - samt hvor bred og tilgængelig stien skal være.

Forhistorien er, at samme klagenævn allerede i december 2018 stadfæstede et påbud fra kommunen om at retablere en sti på grundejerens mark – og skiltning om offentlighedens adgang – efter at stien var blevet pløjet op.

Undervejs har striden også været omkring Retten i Helsingør, der i en straffesag fandt det bevist, at stien har været permanent på ejendommen siden senest 1954, at stien ligger i det åbne land, samt at den var oppløjet og tilsået i foråret 2021.

Klager: Uklar vejledning

Grundejeren, der ifølge Sjællandske Nyheder opdyrker jorden økologisk, har klaget over kommunens afgørelse og bl.a. lagt vægt på, at stien er blevet retableret, at der hele tiden har været offentlig adgang til det åbne land, og at kommunens vejledning om stien har været uklar. Desuden mener grundejeren, at kommunen ikke har hjemmel til at påbyde, at stien skal genetableres med stabilgrus, sten eller lignende.

Kommunen mener på sin side, at stien er bynær, gennemgående, har rekreativ betydning og fører gennem et fredet område. Fredningen har til formål at sikre og forbedre offentlighedens adgang, og eksisterende stier på det fredede areal må ikke nedlægges. Kommunen har desuden anført, at den omhandlede sti er nedlagt, hvorfor borgerne ikke har mulighed for at vide, at der er en permanent sti med offentlig adgang.  

Miljø- og Fødevareklagenævnet giver i det store hele kommunen ret i dens fortolkning og lægger desuden vægt på at undgå uhensigtsmæssig præcedens i lignende fremtidige sager. Dog kan nævnet ikke behandle den del af klagen, der handler om, hvorvidt stien skal retableres med stabilgrus eller lignende, da det er en del af kommunens tilsynsvirksomhed. Her henviser nævnet i stedet til, at klager over kommunernes tilsyn kan indgives til Ankestyrelsen.

Naturbeskyttelsesloven, udvalgte paragraffer

  • § 26, stk. 1: Adgangen til færdsel ad veje og stier i det åbne land kan, for så vidt angår færdsel til fods eller på cykel, af ejeren ved skiltning efter bestemmelserne i mark- og vejfredslovens § 17 kun helt eller delvis forbydes, hvis færdslen er til gene for den erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen, hvis den i særlig grad generer privatlivets fred, eller hvis der er behov for beskyttelse af plante- og dyreliv. Adgang sker på eget ansvar.
  • § 26 a. Nedlæggelse af gennemgående veje og stier, nedlæggelse af veje og stier, der i øvrigt fører til de naturtyper, der er omfattet af §§ 22-25, og nedlæggelse af veje og stier, der fører til særlige udsigtspunkter, kulturminder og lignende, må tidligst ske 4 uger efter, at ejeren har givet skriftlig meddelelse herom til kommunalbestyrelsen.
  • § 26 a, stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at vejen eller stien ikke må nedlægges, såfremt vejen eller stien har væsentlig rekreativ betydning, og såfremt der ikke findes eller etableres tilfredsstillende alternative adgangsmuligheder.
  • § 78. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter loven eller de regler, der udstedes efter loven, kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet (...)

Hele Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse kan læses her.

dotn

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.