27 kommuner, fem regioner og 126 mio. kroner til at sætte fart på implementeringen af de politisk godkendte klimaplaner, der ligger klar i samtlige danske kommuner. Sådan lyder opskriften på LIFE ACT, der netop er kommet et stort skridt nærmere realisering. Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
Europa-Kommissionens LIFE-program har netop færdiggjort sin første vurdering af partnerskabets ansøgning - og her blev der lagt op til, at det landsdækkende danske projekt kan fortsætte i kampen om EU-millioner til klimahandling.
- Det endelige svar kommer senere på året, og intet er sikkert før da. Men vi har fået en flot evaluering, og den indledende godkendelse er en stor milepæl. Det betyder, at vi er blandt nogle ganske få europæiske projekter, der lever op til kravene i LIFE-programmet, forklarer Kim Kofod, udviklingsdirektør i Region Midtjylland og formand for styregruppen i LIFE ACT.
Det er ifølge Region Midtjylland første gang, at et så bredt dansk partnerskab er gået sammen om at sikre en stor EU-bevilling til klimahandling.
Formålet med LIFE ACT er at accelerere den landsdækkende implementering af de kommunale klimahandlingsplaner i omstillingen mod et klimaneutralt og klimarobust samfund. 70 pct. klimaneutralitet i 2030 - og 100 pct. i år 2050 samt opfyldelse af målsætningen om klimarobusthed.
Eksempel fra Nyborg
Et eksempel på hvad pengene konkret kan gå til ses fx i Nyborg Kommune, der har fået 5 mio. kr. Her går de bl.a. til en projektleder, der skal udvikle klimapartnerskabet for Holckenhavn Fjord sammen med Faaborg-Midtfyn og Kerteminde kommuner, forsyningsvirksomheder, landbrugsorganisationer og forskningsinstitutioner, oplyser Nyborg Kommune.
Der skal bl.a. laves en helhedsplan for Vindinge Ådal, der løber ud i fjorden, så der skabes mere natur, der kan fjerne kvælstof og give åen mere plads. Der skal også etableres bedre adgang for borgerne til ådalen.
Derudover er der særligt fokus på, hvordan Nyborg by beskyttes bedre mod ekstreme vejrforhold som fx stormflod. Det skal ske gennem samarbejde med grundejere og erhvervsdrivende, siger formanden for klima- og naturudvalget Per Jespersen (S).
- EU støtten er et skulderklap til vores planer, og så giver det os flere kræfter netop til at pleje det gode samarbejde. Det gør vi, fordi vi finder de bedste løsninger sammen og fordi vi er nødt til at være fælles om ansvaret, hvis vi skal lykkes, siger han.
LIFE ACT-indsatsen starter officielt op den 1. januar 2025 og gennemføres over samlet otte år. Men allerede nu går Nyborg Kommune i gang med at udvikle de to indsatser og samarbejderne omkring dem.
lal/cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.