dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Region førte “visuelle tilsyn” med usynlig forurening hos Nordic Waste

Region Midtjylland erkender nu, at det kan være umuligt at se forurening med det blotte øje.

RANDERS / MIDTJYLLAND: I seks år tjekkede Region Midtjylland millioner af tons jord for forurening med det blotte øje hos Nordic Waste. Det fortæller Radio4 i podcastserien “Millionærerne, der skred.”

Frem til jordskreddet i december 2023 førte regionen, der er råstof- og jordforureningsmyndighed, tre gange et såkaldt ”visuelt tilsyn” med den dumpede jord i en lergrav ved Ølst.

Tilsynet tog typisk “et par timer” og gik ud på, at en medarbejder gennemgik det knap 20 hektar store område for synlige tegn på forurening.

- Man kan ikke bruge et visuelt tilsyn til at holde nøje øje med, hvilke typer af jord der bliver tilført, siger Thomas Budde Christensen, der er forsker på Roskilde Universitet og ekspert i miljøtilsyn.

- Det ville være meget, meget vanskeligt at se, om den jord, der er blevet tilført, er lettere forurenet eller meget forurenet, siger han.

Regionen gav i 2018 dispensation til at smide rent og lettere forurenet jord i den tidligere lergrav, men over årene modtog Nordic Waste også jord forurenet med bl.a. tungmetaller, oliearter og PFOS.

Flere tidligere medarbejdere har fortalt til Radio4, Danmarks Radio og TV2, hvordan Nordic Waste stik imod tilladelsen efterlod forurenet jord i lergraven; virksomhedens ledelse afviser dette.

Ingen stikprøver

Overfor Radio4 erkender Region Midtjylland i et svar, at “det kan være umuligt at konstatere eventuelt forurening visuelt.”

- Som det fremgår af tilsynsnotaterne, så har regionens tilsyn i Ølst Lergrav ikke givet mistanke om, at der skulle være tilført kraftigt forurenet jord, og regionen har derfor ikke haft bemærkninger eller fundet behov for udtagning af stikprøver, skriver regionen i en mail.

I de dokumenter, som Radio4 har fået aktindsigt i, er der kun redegjort for tilsynsbesøgene ved lergraven med korte beskrivelser. Eksempelvis er et tilsyn i september 2018 beskrevet med en enkelt sætning.

- Jeg gennemgik hele tippen, og alt jord var fint og uden affald eller mistanke om forurening, står der i en mail om tilsynet.

Om et andet tilsyn fra 2021 fremgår det, at “tipområdet blev gennemgået” og at “alt jord så fint ud uden synlige tegn på forurening og indhold af affald.”

- Det er meget, meget sparsomt beskrevet, hvad det egentlig er, der er blevet ført tilsyn med, og hvordan tilsynene er blevet gennemført, siger Thomas Budde Christensen, der vurderer kvaliteten af tilsynet som ”meget ringe”.

Regionen skriver til Radio4, at det endnu er for tidligt at sige, om den aktuelle sag vil medføre ændringer i regionens tilgang til området.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.