Odense lykkedes med at inddrage unge i byudvikling
ODENSE: Med en særlig kommunal indsats har unge i Odense-bydelen Bymidten & Vesterbro i særlig grad sat deres præg på en lokal, såkaldt velfærdsaftale, oplyser kommunen.
Bymidten & Vesterbro er et meget anderledes sammensat lokalområde, da hele 47 procent af beboerne er unge mellem 18-29 år, hvilket gør denne aftale til noget ganske særligt.
De unge er nemlig en målgruppe, der ofte ikke involverer sig i en traditionel borgerinddragelse. Det gav ideen til en række arrangementer, som har haft det eneste formål at inddrage unge som aktive deltagere i udviklingen.
For at sikre de unges repræsentativitet blev der udviklet flere social dining arrangementer. Her mødtes de unge og spiste sammen i hyggelige, uformelle rammer for at knytte relationer. Herefter skulle de unge indgå i en workshop, som foregik både i plenum og i grupper. I alt blev der afholdt tre social dining events i april. På et af dem hjalp foreningen SIND med at facilitere en dialog med unge med sindslidelser.
Brætspil og toilet i mosen
Derudover er der blevet ringet til over 1.000 unge i lokalområdet for at give dem endnu en mulighed for at give deres stemme til kende. Den ekstra indsats har i den grad virket, da hele 51 procent af svarene i spørgeskemaet kommer fra de unge mellem 18 og 29 år.
Flere af de unges ideer kom med i den lokale velfærdsaftale, blandt andet permanente brætspilsborde med stole i Munke Mose eller i Eventyrhaven, så man i langt højere grad kan mødes på tværs og danne nye venskaber. Det er der sat 200.000 kroner af til.
Derudover havde de unge også et stort ønske om offentlige toiletter i Munke Mose, så man ikke behøver at bevæge sig op i byen. Der er derfor sat 1 million kroner af til en permanent toiletbygning.
Alle borgere i Bymidten & Vesterbro havde i tre uger mulighed for at komme med forslag og idéer digitalt. 2.681 borgere bidrog ved at besvare spørgeskemaet. Det svarer til hele 17 procent af borgerne i området.
Især tre temaer viste sig vigtige for borgerne: De æstetiske rammer, natur, kreativitet, leg og bevægelse samt trafikale forhold og tryghed.
Aftalen betyder en kærlig hånd på 21,8 millioner kroner til bydelen samt Vestre Skole. Det er det 25. lokalområde ud af byens i alt 30, der får en lokal velfærdsaftale - en manøvre, der i Odense kaldes "Velfærdens Fundament".
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.