dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Ny vandmiljørapport får skarp kritik
Med en grøn trepart, der omlægger store landbrugsarealer, skal vandmiljøet have kunstig ilt. Men nu er forskere og organisationer bekymrede for effekten.
Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Ny vandmiljørapport får skarp kritik

Forskere og grønne organisationer kritiserer ny rapport, der skal bruges i forhandlinger om bedre vandmiljø.
26. SEP 2024 6.28

Forskere og grønne organisationer er dybt bekymrede over en netop offentliggjort rapport. En rapport, som skal spille en vigtig rolle i de igangværende forhandlinger om den meget omtalte grønne trepart.

Rapporten er gennemført af en taskforce bestående af Fødevareministeriet og Miljøministeriet og med Finansministeriet som formand.

Den kommer med tre scenarier for, hvordan landbruget, som betragtes som en af hovedårsagerne til kvælstofudledningen, skal skrue ned for udledningen.

I et af scenarierne kan blandt andet Vejle Fjord og Lillebælt, der gennem årtier gang på gang er blevet hårdt ramt af iltsvind, godt tåle endnu mere kvælstof.

- Efter tre års arbejde med den nye second opinion-rapport prøver man at reducere udledningerne, der forventes i 2027, med en meget optimistisk vurdering af, hvor meget kvælstof der vil forsvinde af sig selv, siger marinbiolog og vandmiljøprofessor ved Aarhus Universitet Stiig Markager.

Hævede grænser for alger

Hans bekymring er, at man hæver grænserne for, hvor mange alger der må være i vandet, så der for eksempel i Lillebælt på papiret pludselig er et godt vandmiljø, hvor der ikke kræves handling.

- Det rimer jo slet ikke med et massivt iltsvind i Lillebælt, hvor der slet ikke er nogen fisk tilbage. Det samme gælder blandt andet Det Sydfynske Øhav og Djursland ud mod Kattegat, som også er hårdt ramt af iltsvage områder, siger han.

Karen Timmermann er professor ved DTU Aqua og har medvirket til den modeludvikling, der ligger bag rapportens tre scenarier.

Hun opfordrer politikerne i de kommende forhandlinger til at se bort fra scenarie to og tre.

- Scenarie et er klart det videnskabeligt stærkeste og baseret på de bedst tilgængelige modeller og metoder, hvilket ikke gælder scenarie to og tre, siger hun.

Præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding er ikke imponeret.

- Den grønne trepart skal sikre et historisk løft med op mod 50 milliarder kroner i ryggen efter 40 års politisk svigt. Hvis man gør det på basis af gamle miljødata, er det utroværdigt og med hovedet under armen, siger hun.

Landbruget kalder den nye second opinion-rapport for et stærkere fagligt grundlag for det videre arbejde med vandmiljøet i den grønne trepart.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.