Ny topsikret institution kan være på vej i Midtjylland
MIDTJYLLAND: Regionsrådet mener, at Region Midtjylland er den rette til at stå for en vestdansk sikret institution til borgere med udviklingshandikap og dom med behov for anbringelse på en sikret institution, oplyser regionen.
- Med regionernes position på det specialiserede socialområde er det helt naturligt, at en af de tre vestdanske regioner påtager sig denne opgave, og vi er i Region Midtjylland interesseret i den, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Der er på landsplan behov for flere pladser til voksne med udviklingshandicap, og regionsrådet har på sit møde onsdag tilkendegivet interesse for at etablere og drive en pendant til Kofoedsminde på Sjælland.
- Vi har et ansvar for at finde den bedste løsning, og her kan vi i Midtjylland byde ind med erfaring på det højt specialiserede område, og vi har netop kendskab til denne borgergruppe og ved, hvad den kræver. Og så har vi kvalificeret personale med de rette specialistkompetencer, siger Anders Kühnau.
Ikke afgjort
Baggrunden er, at Region Midtjylland har modtaget en henvendelse fra de fem rammesekretariater for socialområdet, der repræsenterer landets 98 kommuner med henblik på at tilkendegive en eventuel interesse for at oprette og drive den sikrede institution.
Det er dog under forudsætning af, at Social- og Boligstyrelsen træffer beslutning om, at der skal etableres endnu en sikret institution udover Kofoedsminde på Sjælland. Der vil i givet fald blive tale om en institution med høje hegn med flere sikringssystemer.
Ud over den vestdanske løsning kan en anden løsning være at tilpasse Kofoedsminde, som huser landets domfældte voksne med udviklingshandikap, som har begået personfarlig kriminalitet.
Det fremgår af regionens interessetilkendegivelse, at Region Midtjylland alene tilkendegiver interesse i at indgå i dialog, samarbejde og afdækning omkring muligheder for etablering og drift af en sikret institution. Der er altså usikkerheder om både dimensionering, øknomi og beliggenhedskommune.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.