dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Nordkyst-kommuner truer med at droppe kystbeskyttelse

Tre nordsjællandske kommuner vil have miljøminister Magnus Heunicke (S) på banen - ellers dropper de det store, fælles kystsikringsprojekt Nordkystens Fremtid.
8. MAJ 2023 15.52

HELSINGØR / GRIBSKOV / HALSNÆS: Siden 2017 har Helsingør, Gribskov og Halsnæs samarbejdet om det fælleskommunale kystbeskyttelsesprojekt Nordkystens Fremtid, der med massive sandfordringer skal sikre strande, huse og infrastruktur langs de 60 kilometer kystlinje mod storme og havstigninger.

Men det kan være slut og projektet er på vej mod helt at blive droppet. Sådan lyder advarslen i et fælles brev, som de tre kommuners borgmestre har sendt til miljøminister Magnus Heunicke (S), hvor de efterlyser hans hjælp og et møde, skriver sn.dk.

Henvendelsen kommer efter at en fælles arbejdsgruppe mellem de tre kommuner og miljøministeriet har afsluttet sit arbejde.

Sidst i april i år fik kommunerne mundtlig besked om, at ministeriet afviser, at det kan være en løsning at udpege nye Natura2000-områder til erstatning for de områder, hvor sandfodring vil dække de beskyttede stenrev.

Nye dyre stenrev

I stedet skal der udlægges nye stenrev, og det vil fordyre projektet med 50 procent, og det vil være et politisk spørgsmål, om kommunerne kan opnå støtte til at dække merudgiften, påpeger kommunerne.

"Vi har i hele processen...været tydelige omkring, at vi som kommuner ikke har råd til at finansiere etablering af stenrev, og vi mener heller ikke, at det er realistisk at pålægge denne meromkostning til vores borgere. Derfor betyder denne melding i værste fald, at kommunerne må lukke projektet ned. Altså, lukke det tværkommunale projekt, som understøtter Miljøministeriets egen strategi for beskyttelse af Nordkysten", hedder det i brevet til miljøministeren, der er underskrevet af borgmester Steffen Jensen (S), Halsnæs, Bent Hansen (V), Gribskov og Benedikte Kiær (K), Helsingør.

De tre borgmestre mener, at den vejledning, som kommunerne gennem flere år har modtaget fra ministeriet angående Natura-2000-fravigelsessagen, har trukket projektet unødigt i langdrag og medført unødige ekstraomkostninger for kommunerne. De tre kommuners fælles projekt har ellers over de seneste tre år fået 63,2 millioner kroner fra statens pulje til kystbeskyttelsesprojekter, hvoraf de 40 millioner kroner allerede er brugt på de forberedende arbejder.

hss

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.