dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Minister vil strømline kommunalt affald

En ny rapport fra OECD viser, at dansk kommunal affaldshåndtering både er dyr og for uens på tværs af landet. Minister vil ensarte vilkår for affaldsindsamling.

785 kilo affald per indbygger. Sådan lød tallet i 2017 for Danmark, som dermed satte en kedelig rekord i at være det land i OECD med den højeste grad af kommunalt indsamlet affald per indbygger.

Det er en af pointerne i en ny evaluering af de seneste 10 års danske miljøpolitik, som OECD sammen med miljøminister Lea Wermelin (S) præsenterede torsdag.

En smule ros er der dog at hente fra den vestlige økonomiske samarbejdsorganisation. OECD klapper nemlig Danmark på skulderen for vores omstilling af energisektoren og for vores mål om at reducere CO2-udledningen med 70 pct. i 2030.

Når det kommer til dansk miljøpolitik på centralt plan, så fungerer det også, vurderer OECD, men på kommunalt plan halter det. Organisationen skriver i rapporten, at Danmarks 98 kommuner har fået ansvar for en stigende del af miljøforvaltningen, men at regler og forvaltning ikke ser ens ud over hele landet.

I 2017 kom det eksempelvis frem, at der i København ikke fandtes et anlæg, som kunne omdanne det madaffald, som mange tusind københavnere sorterede, til biogas og gødning. Derfor kørte man affaldet mere end 100 kilometer rundt på Sjælland i lastbiler for at komme af med det, og det affødte en del kritik. Dette problem har Københavns Kommune dog for nyligt addreseret med planerne om et nyt biogasanlæg, der skal spare den affaldet fra den lange køretur.   

National affaldsplan skal strømline indsats
Ifølge OECD vil udbredelsen af ekspertgrupper og deling af erfaringer på tværs af kommuner derfor være vigtig fremover. OECD anbefaler samtidig, at kommunerne ensarter deres håndtering af affald. Det nikker Lea Wermelin begejstret ja til.

- Vi skal have strømlinet det på tværs af kommunerne, så i stedet for at gøre det på måske 98 forskellige måder, så får vi sat nogle mere ensartede vilkår for, hvordan vi samler affald ind, hvordan bruger vi det, og hvad skal vi bruge det til.

- Det skal indgå i den nationale affaldsplan, som vi skal lave til næste år, siger hun og slår fast, at arbejdet er i gang.

OECD påpeger i rapporten, at den samlede produktion af affald steg med 30 pct. mellem 2010 og 2016. Den økonomiske samarbejdsorganisation roser dog Danmark for at have nået 'imponerende resultater med at genanvende det meste affald'. Men i husholdningerne halter det, da omkring halvdelen ryger til forbrænding.

'Omkostningerne ved affaldshåndtering er blandt de højeste i OECD i Europa. Store kommunale investeringer i forbrændingsanlæg har skabt overskydende kapacitet'

'Det, sammen med mangel på ens regler for sortering af affald, begrænser incitamentet for at investere i genbrug og genanvendelse', står der i rapporten.

'Brænder penge af'
Danmark får dog ros af OECD for nærmest at have udryddet lossepladser. Organisationen mener, at næste skridt for Danmark er at producere mindre affald, genbruge mere af det eksisterende affald og ensarte administrationen af miljøreglerne i kommunerne.

Miljøministeren vil også se på producenternes ansvar:

- Det kan blive en kæmpe ressource for virksomheder i det hele taget, hvis man tænker det klogt ind, for i virkeligheden får man ressourcer, som ellers ville være brændt af.

- Det hører vi også OECD sige i dag. I virkeligheden brænder vi penge af ved at sende affaldet den vej. Men der er et par skridt at tage endnu, lyder det fra Lea Wermelin, som fortsætter:

- Selvfølgelig skal vi have virksomhederne med. Og præcis hvordan vi skal gøre det, det er vi i gang med at kigge på, siger hun.

Fra 2011 til 2016 har kommunerne og de kommunale affaldsselskaber øget genanvendelsen fra 37 til 46 pct oplyser Dansk Affaldsforening i en pressemeddelelse.

Ritzau / esl

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.