Minister vil skærpe straf for at genere brandfolk
Efter flere angreb på brandfolk nytårsnat vil forsvarsminister Trine Bramsen (S) have skærpet straffen for at genere arbejdende brandfolk. Det skriver DR.
- Det her er noget, vi bliver nødt til at se på med stor alvor. Det er ikke rimeligt, at dygtige brandfolk går på arbejde og oplever det her, siger Trine Bramsen til DR.
Nytårsaften og -nat har været særdeles travl for landets kommunale beredskaber, der har rykket ud 567 gange. De mange udrykninger er sket mellem middagstid nytårsaftensdag og klokken 04.00 morgen 1. januar.
17 gange er brandfolk blevet angrebet med fyrværkeri ifølge en opgørelse fra Danske Beredskaber. Og Trine Bramsen er klar til at se på forskellige muligheder for at stoppe disse angreb.
- Jeg er ikke afvisende for at se på hele paletten af værktøjer, der kan være med til at skabe den rette forståelse for vigtige samfundsopgaver, som beredskabet udfører.
- Det kan både være højere straffe for at genere brandfolk og andre, der udfører væsentlige opgaver for vores samfund, men også opdragelse og oplysning, siger Trine Bramsen.
Ifølge Danske Beredskaber er det en tommelfingerregel, at beredskaberne rykker ud 400 gange på en gennemsnitlig nytårsaften og -nat.
Ved de 567 udrykninger dette nytår har flere end 1800 brandfolk været i gang - nogle er dog gengangere, som har været afsted ved flere udrykninger.
Danske Beredskaber tager angrebene med fyrværkeri mod brandfolk meget alvorligt, oplyser organisationen.
- Det er heldigvis stadig et fåtal, der ikke ved, hvordan man skal fejre nytår. Vi gør alt, hvad vi kan for at passe på vores brandfolk, og derfor er fyrværkeriangrebene naturligvis noget, vi tager meget alvorligt, siger journalist hos Danske Beredskaber Cecilie Hedegaard Petersen til Ritzau.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.