dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Miljøministeren vil lukke smuthuller for kyniske jordsvindlere
Forurenet jord risikerer at efterlade kommuner med store millionregninger. (Arkivfoto)
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Miljøministeren vil lukke smuthuller for kyniske jordsvindlere

Sigtekornet rettes mod bagmænds pengepung.
1. OKT 2024 6.25

Nordic Waste-skandalen fra Randers har krævet en stor indsats i Miljøministeriet, men miljøminister Magnus Heunicke (S) er også opmærksom på jordskandalen fra Tessebølle ved Køge og andre lokale sager, fortæller han til Sjællandske Nyheder.

Tessebølle er en landsby ved Køge, hvor op mod 100.000 tons forurenet jord er kørt ud på landbrugsjord uden kommunens vidende.

- Der er mange, mange kommuner, der nu er meget, meget opmærksomme på jordforureningen - og med god grund. Jeg ser med meget stor alvor på det, vi så i Den Sorte Svane - men det her (jordskandalen fra Tessebølle, red.) - er jo et andet forfærdeligt eksempel på, hvor store miljøkatastrofer, vi kan se ind i, siger Magnus Heunicke.

Regninger til kommunerne

Kriminelle elementers kyniske spekulation i at lade deres virksomheder gå konkurs og efterlade regninger for oprydning efter forurening med byggeaffald og kemisk forenet jord, risikerer at efterlade kommuner med store millionregninger.

Det vækker miljøministerens harme. 

- Jeg har kun foragt til overs for det. Det er simpelthen så kynisk en udnyttelse ... en kynisk forretning, hvor man organiserer sig på en måde, hvor man vil tjene penge på bekostning af vores natur og os alle sammen. Vi skal jo så betale den regning.

Tænker du, at der lovgivningsmæssigt kan gøres noget ved det?

- Ja - vi ser på det nu. Efter Nordic Waste er vi i gang med at lave et udvalg med organisationer og de bedste eksperter for at finde ud af, om vi kan gøre noget, der sikrer, at vi bedre er i stand til at placere regningen hos forureneren. Så vi kan forebygge miljøkatastrofer, som jo er den yderste konsekvens. Vi havde møde med partierne om det i sidste uge, oplyser ministeren.

Konkursrytteri

Helt konkret vil han have undersøgt reglerne for etablering af nye virksomheder og erhvervslivets forsikringsordninger. Konkursrytteri støder retsfølelsen og skal bekæmpes, fastslår han.

- Noget af det, de (eksperterne red.) skal overveje og undersøge, er, om det er for nemt at stifte og lukke de her selskaber og så tørre regningen for oprydningen af på kommunen eller staten - altså os alle sammen. Hvad er det for forsikringskrav, og hvad er der af forskellige setup i dag, som åbenbart ikke er gode nok, spørger Magnus Heunicke.

ak

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.