Mange kommuner får kritik for snerydningen
Selv om der kun er faldet meget lidt sne i Danmark de seneste fem døgn, giver snemængderne stadig store problemer for trafikken, både den offentlige, biler, cykler og fodgængere. Fx kører der tirsdag ifølge Midttrafik fortsat ingen bybusser i Skanderborg og kun få bybuslinjer i Aarhus og Randers, mens 13 ud af 32 busser på Bornholm er ude af drift.
Snekaosset har fået mange til at brokke sig, ikke mindst på sociale medier.
"Få nu den sne væk", "det er under al kritik", "virkelig ringe", lyder kritikken mange steder. Samtidig forsøger kommunerne på deres hjemmesider, sociale medier og i lokale medier at forklare, hvorfor det er vanskeligere end normalt at slippe af med sneen, der de fleste steder er blevet til et lag af is. De lave frostgrader gør også, at salt virker dårligt.
- Isen volder problemer i hele landet, og det kæmper vi også med. Men vi gør alt hvad vi kan, siger fx Heine Risom Poulsen, funktionsleder for vejdriften i Odense, til Fyens Stiftstidende.
Stålskær ødelægger asfalt
- Vi kan godt skrabe is af på kørebaner, men ikke på stier. Vi har stålskær til vores plove, men det er meget hårdt ved kørebanerne og ved dæksler og den slags, så det er derfor, vi helst ikke vil i gang med det, medmindre det er livsvigtigt. Vi vil helst håndtere isen med saltning og almindelig skrabning, siger Heine Risom Poulsen.
Han afviser, at der tages økonomiske hensyn - i modsætning til i Kerteminde, hvor driftsleder Asbjørn Nyholt siger til Fyens Stiftstidende, at budgettet til snerydning spiller en rolle.
- Det er klart, at vi ikke kan sammenligne os med Odense eksempelvis, som har helt andre muskler at spille med økonomisk, men vi forsøger, så godt vi kan, at komme ud til de vigtige veje i hvert fald to gange om dagen, siger han og tilføjer, at køre- hviletidsreglerne også spiller en rolle.
Også Favrskov er bange for at ødelægge vejbelægningen.
"Vi skraber ikke asfalten, da risikoen for at skade belægning er for stor. Vi forsøger at rydde så godt, vi kan, uden at vi skader asfalten, og så ser vi frem til, at temperaturerne stiger lidt, så vi bedre kan komme i bund," skriver kommunen på Facebook.
Sneslynger i brug
Randers stemmer i:
"Hvis du undrer dig over, at der stadig er sne og is på vejene, så skyldes det, at alle sneplove har gummiskær for at beskytte vej og kloakdæksler. De kan derfor ikke skrabe fastkørt is og sne af vejen. Samtidig gør den meget lave temperatur, at saltet har begrænset effekt på den is- og sne, der ligger," skriver kommunen på Facebook.
Kommunen har for første gang i 13 år taget sneslynger i brug for at få noget af sneen op på en lastbil og køre det væk, så der bliver plads til at rydde cykelstier og buslommer. Vintervagten med 40 års erfaring har kun oplevet, at sneslynger har været i brug fire-fem gange tidligere, oplyser kommunen.
Som mange andre kommuner bruger Randers en blanding af salt og grus/sand nogle steder.
"Grunden til, vi ikke spreder grus overalt, er bl.a., at der efterfølgende er et stort oprydningsarbejde, da sandet skal fjernes igen før det tilstopper vejafvandingen," oplyser kommunen.
Tages op politisk
I Aarhus erklærer rådmand for teknik og miljø Nicolaj Bang (K) sig enig i, at det er utilfredsstillende, at borgerne fortsat dårligt kan gå, cykle eller køre rundt - selv om der er tale om en ekstraordinær situation. Han vil tage det op politisk for at få drøftet serviceniveauet, siger han til TV2 Østjylland.
- Flere eksperter siger, vi får mere ekstremt vejr, så er vi nødt til at have et beredskab, der kan håndtere det. Vi kan ikke have en infrastruktur, der går i stå det meste af en uge, siger han og erkender, at fokus måske mest har været på de øgede regnmængder, mens snerydning er blevet ramt i sparerunderne.
Også i Roskilde vil mangelfuld snerydning blive taget op politisk, nemlig på næste plan- og teknikudvalgsmøde.
- Jeg synes sgu, det er pinligt, den snerydning, vi som kommune har leveret til vores borgere. Det er ikke en kritik af dem, der sidder i sneplovene og traktorerne. De knokler, men noget er gået helt skævt. Det her er en standard, vi ikke kan være bekendt, og det må vi tage op til revurdering, siger Claus Larsen (S), formand for plan- og teknikudvalget, til sn.dk.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.