dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Kommunal affaldshåndtering får kritik for at være dyr og uens
Foto: Anna Agnete Nissen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Kommunal affaldshåndtering får kritik for at være dyr og uens

OECD påpeger i ny rapport, at dansk kommunal affaldshåndtering er dyr og for uens på tværs af landet.

Overordnet fungerer dansk miljøpolitik på centralt plan, men på kommunalt plan halter det. Sådan lyder det i en ny rapport fra OECD, som har evalueret den danske miljøpolitik.

OECD vurderer, at Danmarks 98 kommuner har fået ansvar for en stigende grad af miljøforvaltningen, men at reglerne ikke bliver fulgt ens over hele landet. Ifølge OECD vil udbredelsen af ekspertgrupper og deling af erfaringer på tværs af kommuner derfor være vigtig fremover.

OECD anbefaler samtidig, at kommunerne strømliner deres måde at håndtere affald på. Eksempelvis kom det i 2017 frem, at der i København ikke fandtes et anlæg, som kunne omdanne det madaffald, som mange tusind københavnere sorterede, til biogas og gødning.

Derfor kørte man affaldet mere end 100 kilometer rundt på Sjælland i lastbiler for at komme af med det, og det affødte en del kritik. OECD påpeger i rapporten, at den samlede affaldsproduktion steg med 30 pct. mellem 2010 og 2016.

I 2017 havde Danmark den højeste grad af kommunalt indsamlet affald per indbygger i OECD's 34 medlemslande med 785 kilo per indbygger.

'Imponerende'
Organisationen roser dog Danmark for at have nået 'imponerende resultater med at genanvende det meste affald'. Men i husholdningerne halter det, da omkring halvdelen ryger til forbrænding.

- Omkostningerne ved affaldshåndtering er blandt de højeste i OECD i Europa. Store kommunale investeringer i forbrændingsanlæg har skabt overskydende kapacitet. Det, sammen med mangel på ens regler for sortering af affald, begrænser incitamentet for at investere i genbrug og genanvendelse, står der i rapporten.

Danmark får dog ros af OECD for nærmest at have udryddet lossepladser. Organisationen mener, at næste skridt for Danmark er at producere mindre affald, genbruge mere af det eksisterende affald og ensarte administrationen af miljøreglerne i kommunerne.

OECD evaluerer dansk miljøpolitik omkring hvert tiende år. Sidst det skete, var i 2007.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.