Køge går fra tillid til kontrol efter jordskandale
KØGE: De seneste år har Køge Kommune oplevet stor interesse fra landmænd for at modtage ren jord til jordforbedring af landbrugsarealer, og i mange tilfælde har kommunen tilladt modtagelse af en bestemt mængde ren jord uden at kræve landzonetilladelse, miljøgodkendelse osv.
"Kontrol med jordmængder på landbrugsarealer har langt hen ad vejen været tillidsbasseret, det vil sige, at der ikke har været kontrol med jordmængden, andet end hvad lodsejeren har oplyst," står der i referatet fra et møde i klima- og planudvalget i sidste uge.
Men sådan bliver det ikke mere. Fremover vil kommunen kræve miljøgodkendelser, som bl.a. skal indeholde, hvor jorden kommer fra, og hvor store mængderne er. Forvaltningen vil kræve, at markarealerne opmåles før og efter modtagelse af jord, så jordmængden kan kontrolleres.
100.000 ton forurenet jord
Den nye kurs skyldes en sag, hvor der har vist sig at være dumpet op mod 100.000 ton forurenet jord på marker ved landsbyen Tessebølle. Forureningen blev afsløret, da en ny ejer i 2022 fik foretaget 21 prøvegravninger på marken, som afslørede forurening med bl.a. olie, bly, zink og cadmium.
Forvaltningen konstaterer, at jorden til landbrugsarealerne kun i lille omfang kommer fra kommunen, men sandsynligvis fra andre sjællandske kommuner.
"Vi burde få en underretning fra de andre kommuner, som anviser jord til projekter i Køge Kommune. Det får vi desværre ikke i tilstrækkeligt omfang, selvom det står i Jordflytningsbekendtgørelsen. Fremadrettet vil forvaltningen kræve, at virksomheden udleverer alle relevante oplysninger om jordflytninger, jordprøver, og hvor jorden er gravet op," skriver forvaltningen.
Appel til KL
Udvalget bakkede op om den nye kurs og tilføjede, at man ønsker et mere aktivt tilsyn i jordflytningssager. Desuden vil politikerne gerne have KL inddraget i, hvordan kommunerne overholder deres anmeldelsespligt.
Ifølge Sjællandske Nyheder er politikernes ønske om et mere aktivt tilsyn en yderligere stramning af forvaltningens planlagte kontrol. Tilsynet kan fx foregå ved stikprøvekontrol, siger udvalgsmedlem Jonas Bjørn Whitehorn (S).
- Det kan godt være nødvendigt, men kommunens folk skal ikke ud og kigge på den enkelte lastbil - det har vi simpelthen ikke ressourcer til, siger han og anerkender dermed en bekymring for, at der bliver behov for et meget stort kontrolsystem, som tidligere er fremført af direktøren for teknik- og miljøforvaltningen, Stig Werner Isaksen.
Udvalgsformand Niels Rolskov (EL) siger til mediet, at omtalen af sagen forhåbentlig har aktiveret offentligheden som den store politibetjent, der gør opmærksom på store jordpåkørsler. Han udtrykker ønske om, at KL vil sende et hyrdebrev til kommunerne om at huske indberetninger om tilkørsel af jord.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.