Københavns Kommune politianmelder svindel med p-automater
KØBENHAVN: Nemt og hurtigt kan man scanne en QR-kode og betale for sin parkering flere steder i Københavns Kommune.
Sådan fremgår det i hvert fald på flere af byens parkeringsautomater. Men i virkeligheden er det falske QR-koder, der er påklistret nogle af automaterne.
Derfor har kommunen anmeldt svindlen til politiet og forsøger med lynets hast at fjerne klistermærkerne med koderne. Det siger Jesper Borch, der er enhedschef i teknik- og miljøforvaltningen i kommunen, til TV 2 Kosmopol.
Han understreger, at det slet ikke er muligt at betale for sin parkering i Københavns Kommune via en QR-kode. I stedet skal man bruge en af de app-udbydere, der fremgår af kommunens hjemmeside, eller bruge parkeringsautomater, når man skal betale for sin parkering.
Når man scanner QR-koden, bliver man ledt hen på en hjemmeside, hvor man angiveligt kan betale for sin parkering. Men pengene ryger ikke det rigtige sted hen, og i stedet har man afgivet sine bankoplysninger til ukendte bagmænd.
Også på ladestandere
Det er ikke kun på parkeringsautomater, man kan blive udsat for svindlen med QR-koder. Ladeoperatøren Clever har også advaret mod falske QR-koder på ladestandere til elbiler.
"Hjemmesiderne er falske og har kun ét formål - at svindle elbilister," har Clever skrevet på det sociale medie Facebook.
Clever har også politianmeldt sagen, fjernet klistermærkerne fra ladestanderne og anmeldt de falske hjemmesider, som nu ifølge Clever er lukket. Ladeoperatøren har i øvrigt meddelt, at forbrugerne aldrig vil blive bedt om at anvende QR-koder til betaling, da risikoen for svindel "tydeligvis er for høj".
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.