dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Ingeniørfirmaet Cowi suspenderer to ansatte efter Vallensbæk-projekt

Mens en undersøgelse pågår, har Cowi suspenderet to ansatte. Det sker efter omdiskuteret dokumentar, der bl.a. viser, hvordan forurenet jord er blevet håndteret.
31. MAJ 2024 7.00

Det rådgivende ingeniørfirma Cowi har suspenderet to medarbejdere som følge af TV 2's afsløringer i blandt andet dokumentaren "Den sorte svane".

Det oplyser Cowi-pressechef Søren Kragh Pedersen til TV 2. Det oplyses ikke, hvilke stillinger de to ansatte har.

Suspenderingen sker, "mens der pågår en undersøgelse med ekstern advokatbistand baseret på det materiale, som TV 2 har præsenteret", lyder det fra Cowi.

Ifølge TV 2 kendte virksomheden til problemer med håndtering og bortskaffelse af forurenet jord fra et byggeprojekt i Vallensbæk på Sjælland.

Men i en tilsynsrapport til kommunen "blåstemplede rådgivningsgiganten jordhåndteringen uden anmærkninger", skriver tv-stationen torsdag.

Blåstemplede projekt trods problemer

TV 2 udgav tirsdag dokumentaren "Den sorte svane", der siden har været massivt diskuteret i offentligheden.

Dokumentaren kortlægger forbindelser mellem en kriminel underverden og eksempelvis advokater, entreprenører og erhvervsfolk. Det sker ved brug af blandt andet skjulte kameraer og mikrofoner.

Cowi bliver en del af dokumentaren, da en nu politianmeldt partner i ejendomsselskabet 1927 Estate giver indtryk af, at Cowi er ligeglad med at føre ordentlig tilsyn med bortskaffelse af forurenet jord, så længe "de bare får deres penge".

Efterfølgende har TV 2 gennemgået det konkrete sagsforløb i Vallensbæk og kan dokumentere, at Cowi skrev direkte til 1927 Estate, at "det kan give jer store problemer i forhold til kommunen, hvis de får fokus på det". Alligevel blåstemplede Cowi projektet.

Tidligere torsdag skrev pressechef Søren Kragh Pedersen til TV 2, at Cowi har "fejlet" i deres kommunikation i forhold til at "sikre transparens og rapportere alle uregelmæssigheder tydeligt".

Cowi har også afbrudt alt samarbejde med 1927 Estate.

Det rådgivende ingeniørfirma har ifølge sin hjemmeside 8.000 ansatte og arbejder primært i Skandinavien, Storbritannien, Nordamerika og Indien.

/ritzau/mar

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.