Ildsjæle får fondsstøtte til at fylde tomme bygninger med liv
Frivillige med kreative ideer kan nu kickstarte fællesskabs-projekter i hele landet. 13 nye ildsjæleprojekter får i alt knap 10 millioner kroner til at realisere bygge- og renoveringsdrømme, oplyser Realdania i forbindelse med sin Underværker-kampagne.
Flere af de nye projekter vil skabe mere liv i landdistrikterne gennem lokale mødesteder. Andre vil styrke den demokratiske samtale mellem unge og minoriteter. Mange steder formår ildsjæle at genbruge forladte bygninger og fylde dem med hverdagsliv.
I Køge skal et nedlagt vandværk f.eks. være kulturhus. I Glamsbjerg på Fyn har lokale ildsjæle taget kampen op mod butiksdøden og skabt en bæredygtig borgerbutik. Og i den nordjyske by Vrå vil børn og unge skabe et tingsted og en skaterbane - et rum for samtale og bevægelse, der er formet af brugerne selv.
119 søgte
- Ildsjæle i det byggede miljø kan styrke fællesskaber og samtidig være med til at løse nogle af de udfordringer, vi ser i samfundet. Det er fantastisk at se, hvor mange ildsjæle, der brænder for at gøre noget for deres lokalområde. Deres begejstring smitter, og de påtager sig også et imponerende ansvar for at udvikle både steder og fællesskaber, siger projektchef i Realdania Laura Bjerre Munch.
Overalt i landet ligger stationsbygninger, hospitaler og fabrikker, som ikke længere bruges til dét, de oprindeligt er bygget til. Underværker viser, at ildsjæle har blik for at fylde de tomme bygninger med nyt liv og fællesskab.
- Underværker kan være med til at påvirke en samfundsudvikling, hvor vi i højere grad videreudvikler det gode, vi allerede har - f.eks. ved at genbruge bygninger, der ikke længere har en funktion. Men også ved at have fokus på genbrug og grøn livsstil, siger Laura Bjerre Munch.
Der var 119 ansøgninger i denne ansøgningsrunde til Underværker.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.