Flere ejendomme i landområderne skal skattemæssigt vurderes som landbrug
Cirka 13.000 flere ejendomme i Danmarks landområder vil med en ny model fra regeringen fremover skulle vurderes og beskattes som landbrug.
Det vil give lempeligere skattevilkår, oplyser Skatteministeriet i en pressemeddelelse. Regeringen har fået opbakning til modellen fra landbruget og grønne organisationer, men endnu ikke fra Folketinget.
- Vi er nu enige om at lave en samlet model for skov-, natur- og landbrugsejendomme, der gør, at det bliver mere enkelt for boligejere, siger skatteminister Jeppe Bruus (S).
Håbet er at kunne lande en aftale om en endelig model efter sommerferien. Med de 13.000 flere naturejendomme vil det samlede antal nå op på 128.000.
Meningen er, at ejendomme med store naturarealer - eksempelvis vådområder og brakjord - bliver beskattet på de lempeligere landbrugsvilkår. På den måde har modellen også et grønt sigte.
- Det gør, at der ikke vil være et negativt incitament i forhold til ens ejendomsbeskatning, der står i vejen for at udlægge landbrugsjord til natur og skov, siger Jeppe Bruus.
Kategorien koster
Det har været beskrevet flere steder, at en række boligejere på landet har stået over for en forøgelse af deres skat, fordi de med de nye ejendomsvurderinger skiftede fra at være i kategorien skov- og landbrug til at være almindelig ejerbolig, hvor der ikke er samme vilkår.
Det gjaldt 15.000 ejendomme sidste år. De fik dog en overgangsordning, hvor de indtil et salg kunne beholde skov- og landbrugsbeskatningen.
Siden bøjede Vurderingsstyrelsen sig, og 2.800 af ejendommene undgik, at deres skattestatus blev ændret.
Der er også for de cirka 13.000 ejendomme, der skal overgå til skov- og landbrugskategorien, mulighed for at blive på nuværende vilkår indtil et salg.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.