De Radikale er klar til at åbne affaldsforliget igen
Der er kun halvanden måned til, at loven om en liberalisering af affaldssektoren træder i kraft. Og derfor er fristen for at redde Norfors for en frygtet konkurs meget kort, skriver Sjællandske Nyheder.
Men nu træder en af forligspartnerne ind på scenen for at sætte lovens ikrafttræden på hold, indtil der er kastet tilstrækkeligt lys over sagen, som frygtes at koste de fem Norfors-kommuner, Rudersdal, Helsingør, Hørsholm, Fredensborg og Allerød, dyrt.
En konsekvens af loven bliver nemlig, at Norfors står til at miste de 750 mio. kroner, man har investeret i nye ovne i Usserødværket i Hørsholm, skriver Sjællandske Nyheder.
Udsigten til at hver kommune skal tørre et trecifret millionbeløb af på skatteborgerne, har fået kommunerne til at true staten med en retssag. For med gennemførelsen af loven ligger der ikke en erstatning, men blot en samlet kompensation for hele landet på 200 mio. kroner til de forbrændingsanlæg, der taber penge på loven.
Onsdag søgte Norfors-kommunerne foretræde for Folketingets Energiudvalg. Hvad der kommer ud af det 15 minutter lange møde, vides endnu ikke. Men det ser ud til, at hjælpen er nær.
De Radikale, der i 2020 indgik forlig om loven sammen med de nuværende regeringspartier samt SF, De Konservative, Liberal Alliance og Alternativet, er nemlig åbne for at se på, om forliget skal åbnes og genforhandles.
For der er ikke styr på økonomien i aftalen. Det siger den radikale leder, Martin Lidegaard, til Sjællandske Nyheder:
– Vi er med i det store, brede forlig om at omstille den danske affaldssektor, og vi står på mål for de overordnede mål i aftalen: At brænde mindre affald og genanvende mere, indleder han:
– Men det er kommet bag på os, at der tilsyneladende ikke har været styr på økonomien i aftalen, og at der er et stort hul, som efterlader Nordsjælland og Norfors i en uholdbar situation.
hss
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.