De dumstædiges store svigt

Egentligt burde denne spids ikke handle om 'gyllegate', men en langt større og langt mere væsentlig sag. Nemlig Skat’s manglende håndtering af svindel med refusioner af fiktiv skatteværdi af aktieudbytter til udlandet. Svindlen har foreløbig lænset den danske statskasse for 9,1 mia. kr. Udbetalingerne fortsatte efter, at Skat var advaret om den forestående 'sugerørsgate'.

Gyllegate og sugerørsgate har alligevel en del til fælles. For begge sager er drevet af mangel på rettidig omhu. Begge sager kunne være undgået.

Skat’s sugerørsgate kunne være stoppet for længst, og mangeårig – næsten legendarisk formand for statsrevisorerne, Peder Larsen (SF), betegner sagen som den værste han har set i det kvarte århundrede, han har været statsrevisor. Og det siger ikke så lidt – mange sager har igennem årene været udsat for Statsrevisionens krabask. De fleste skyldtes manglen på rettidig omhu.

Det er uomtvisteligt, at gyllegate også kunne være undgået, hvis flere havde udvist rettidig omhu.

Det første svigt er selvsagt miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens (V). Hun satte sine embedsmænd til at fuske med tallene, så hjælpepakken til de trængte landmænd var mere miljøvenlig end den egentlig var.

Det næste svigt ligger hos Miljøministeriets embedsmænd, der trodsede deres faglighed, parerede ordre og pyntede på tallene. Det nærmeste de kom en protest var til den årlige julefrokost, hvor manipulationerne blev omtalt i en stærkt satirisk vise. Embedsmændene burde have udvist rettidigt omhu og klart sagt fra.

Kritisk sans udbedes
De konservative udviste under forhandlingerne om landbrugspakken ikke tilstrækkeligt omhu. De burde have lyttet mere til de advarsler, der kom om de miljømæssige konsekvenser af pakken. Ordfører Rasmus Jarlov (K) burde have forholdt sig mere kritisk til de beregninger, han fik forelagt. Formentligt havde der ikke været en 'gyllegate', hvis de konservative tydeligt og tidligt i forløbet havde påpeget problemerne.

Minister Eva Kjer Hansen svigtede igen til høringen om de manipulerede tal. Ministeren kunne have kommet kritikerne i møde, sagt at der var rejst alvorlig tvivl ved beregningerne og bedt sine embedsmænd gennemgå tallene igen. I stedet valgte ministeren på dumstædig sønderjysk vis katagorisk at afvise alt og jorde den konservative ordfører.

Hvis man er en del af en et-parti-ledet mindretalsregering, er det uklogt at placere bagdelen i klaskehøjde.

Selvom de konservative – sikkert med rette – kan føle sig meget dårligt behandlet, så handlede de ikke med rettidig omhu, da de kort efter høringen meddelte først statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og så offentligheden, at de ikke længere havde tillid til Eva Kjer Hansen. Med rettidig omhu kunne formand Søren Pape Poulsen (K) have bedt om en samtale med statsministeren. Et endnu ikke offentliggjort mistillidsvotum i inderlommen havde formentligt bibragt Lars Løkke Rasmussen den rette forståelse for situationens alvor.

Flere svigt
Det skete ikke og det førte så til endnu svigt. Denne gang var det statsministeren, der på de sociale medier truede med at gøre sagen til et kabinetsspørgsmål. Hvis de konservative vælter miljø – og fødevareministeren, vælter de regeringen, var det umisforståelige digitale budskab. Flere kommentatorer har beskrevet truslen på Twitter og Facebook som et genialt træk af statsministeren. Det var ikke genialt træk. Det var en affekthandling. Et umodent udbrud, der måske illustrerer et andet og endnu større problem.

Statsministeren besidder ikke evnen til at løse potentielt sprængfarlige sager, inden de udvikler sig til møgsager, der kun vanskeligt kan løsnes. Måske netop derfor har Lars Løkke Rasmussen så stor erfaring i at håndtere netop møgsager. Hans evner herfor er legendarisk, som det korrekt er blevet påvist af mange kommentatorer.

En pædagogisk øvelse for statsministeren må blive at opnå kundskaber til at løse sagerne, inden de filtrer sig sammen til gordiske knuder.

Det kan være, at Løkkes evner ud i krisehåndtering redder ham selv, regeringen og måske også Eva Kjer Hansen som minister denne gang.

Men statsministerens svigt, når det handler om at forebygge politiske kriser, må vække bekymring langt ud over i Venstres bagland, hos landmændene, der nær havde mistet en hjælpepakke, for erhvervslivet og Riget i almindelighed. Ikke mindst Danmarks forhold til fremmede magter.  Forholdet til andre lande kan f.eks. få betydning, når milliarderne fra svindlen med aktieudbytter skal søges kradset ind igen.