“Danmark kan mere” betyder, at kommunerne skal mere
Statsminister Mette Frederiksen (S) fremlagde tirsdag regeringens udspil til at udfase russisk naturgas med ordene “Danmark kan mere”. Russisk gas skal udfases, fjernvarmenettet skal udvides, og der skal etableres fire gange så meget vedvarende energi på land. Og når Danmark kan mere, betyder det, at kommunerne skal mere.
- Man kan med rette sige, at pilen peger på kommunerne i forhold til opgaverne med udrulning af fjernvarmenettet og udpegning af områder til solceller og landvindmøller, siger Birgit Hansen (S), formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg, til DK Nyt.
- Dermed ikke sagt at det kun er kommunerne, der står med opgaven. Det er vigtigt at huske, at det er noget, vi skal i mål med i fællesskab, stat og kommune. Og her er det altså os i kommunerne, der kan tale med og se borgerne i øjnene, siger Birgit Hansen.
Hun understreger, at den grønne omstilling længe har ligget højt på kommunernes dagsorden, og opbakningen lokalt var til at føle på under KL’s Teknik og Miljøkonference, fortæller formanden.
- Jeg oplever, at kommunerne er meget optaget af denne dagsorden. Nu har vi så fået en fast hånd i ryggen, som er med til at skubbe os fremad. Det skal gå stærkere, siger Birgit Hansen.
Pisk eller gulerod?
Regeringen er blevet rost for omfanget for udspillet, men kritiseret for manglende detaljer og konkrete planer. PÅ KL’s teknik- og miljøkonference blev indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) forholdt en del af de spørgsmål, som man blandt andet står med i kommunerne i forhold til de kommende planer, der skal øge produktionen af grøn strøm til det firedobbelte i 2030.
Den præcise fordeling mellem sol- og vindenergi er endnu uklar, men det kræver godt en fordobling af den nuværende vindkapacitet og en tidobling af solenergi.
Men ministeren vil ikke svare klart på, hvilke greb man vil tage i brug, hvis kommunerne af egen fri vilje formår at udpege og give tilladelser til de nødvendige energianlæg.
Ministeren fortæller, at en form for tvang overfor kommunerne er en del af diskussionerne på Christiansborg, men vil ikke komme det nærmere. Lige nu er ministeriet mest optaget af at finde ud af, hvad der gør, at mange projekter i de senere år af den ene eller den anden grund ikke er blevet til noget.
Birgit Hansen tror på, at det er muligt at nå målet gennem frivillighed i kommunerne. Hun understreger, at det også er vigtigt at have i mente, at kommunerne har vidt forskellige udgangspunkter og muligheder for at opsætte vindmøller og solceller.
- Der er stor forskel på kommunerne, men det er klart, at vi alle skal være med til at trække en del af læsset, selvom vi kan gøre det på forskellig vis. Alle kan noget, som kan hjælpe os i mål, siger Birgit Hansen.
Brug for nye løsninger
Flere kritikere af vindmøller på land peger ofte på, at vindmøller hører til ude på havet. Her generer man ikke naboer, ligesom det er muligt at bygge vindmølleparker i en helt anden størrelsesorden end på land.
Men måske kan man kombinere nogle af tankerne fra havvindmølleparker og de kommende energiøer i Nordsøen og Østersøen. Birgit Hansen lufter derfor idéen med at etablere energiøer på land, hvor man altså kan afsætte større områder og samle energiproduktion i planmæssige områder.
Trods optimismen betyder det dog ikke, at Birgit Hansen læner sig tilbage. Opgaven kræver meget fra kommunerne.
- Det bliver bestemt ikke let. Vi ved, at mange projekter gennem årene ikke er blevet til noget, og der er meget, der kan gå galt. Det bliver svært, siger Birgit Hansen.
Lige nu er opgaven stadig uklar for kommunerne. Birgit Hansen håber derfor, at der snart kommer af afklaring fra staten for, hvad staten forventer fra kommunerne ikke mindst i forhold til de økonomiske rammer for opgaven.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.