dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Borgmestres opråb mod bundtrawl var fodret af naturfredningsforening
En række østjyske borgmestres opråb mod bundtrawl kritiseres af en magtforsker.
Foto: Fiskeritidende

Borgmestres opråb mod bundtrawl var fodret af naturfredningsforening

Der var tale om fagligt input, siger Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) efter kritik af, at opråb trak på Danmarks Naturfredningsforening.

AARHUS: Initiativtageren til et fælles østjysk borgmesteropråb mod bundtrawl, borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard (S), afviser kritik af, at borgmestrenes pressemeddelelse trak på informationer leveret af Danmarks Naturfredningsforening (DN). Det skriver Jyllands-Posten, der bl.a. peger på, at et forslag om forbud mod bundtrawl var udarbejdet af DN, uden at det fremgik af meddelelsen.

- Det er foregået sådan, at jeg har rettet henvendelse til DN med et ønske om at få deres faglige input til en afgrænsning, der reelt og meningsfuldt vil kunne omfattes af et forbud. Det er så det faglige input, der er kommet, og som vi har brugt, siger Jacob Bundsgaard.

Det var i oktober sidste år, at fem østjyske borgmestre og en aarhusiansk rådmand henvendte til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) med et forslag om helt at forbyde bundtrawl i Aarhus Bugt, langs Djurslandskysten og sydpå til Horsens Fjord.

Udover Aarhus-borgmesteren var henvendelsen underkrevet af borgmestrene fra Odder, Horsens, Samsø, Syddjurs samt af rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Nicolaj Bang (K).

Magtforsker: Problematisk

Nu kritiserer magtforsker på Copenhagen Business School Christoph Houman Ellersgaard i Jyllands-Posten, at borgmestrene ikke fortalte, at Danmarks Naturfredningsforening hjalp dem med pressemeddelelsens ordlyd og med at udpege det område, hvor der blev foreslået helt at forbyde bundtrawl.

- Det er problematisk, at borgmestrene ikke åbent har lagt frem, at begrundelsen for det politiske udspil én til én modsvarer Danmarks Naturfredningsforenings begrundelse for en trawlfri zone. Man skylder at sige, at det kommer fra DN, siger Christoph Houmann Ellersgaard. I interview med avisen svarer Aarhus-borgmesteren:

- Det er ikke et ønske om at gå og putte med oplysningerne. Vi har jo spurgt i DN til deres faglige vurdering af det, og det er klart, at den har vi lagt til grund. Men det er jo mig, der står på mål for det politisk. Og det har jo også været gennem nogle af vores fagfolk, som har nikket til, at det her kan vi vælge, siger Jacob Bundsgaard.

Sidste uge lød en lignende kritik af seks nordjyske borgmestre, der stod som afsendere på et debatindlæg, der roste de danske fiskere. Her viste indlægget sig at være skrevet af Dansk Fiskeriforening, og borgmestrene forklarede sig med, at de var enige i indholdet og stod inde for det.

I den forbindelse udtalte lobbyismeforsker ved Aarhus Universitet Anne Skorkjær Binderskrantz til DR, at fremgangsmåden kunne skabe mistillid til politikerne og dermed være skadeligt for demokratiet.

cwa

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.