Borgere får nøglekort og feedback på deres affald i nyt pilotprojekt
NÆSTVED: I et nyt pilotprojekt vil Næstved med støtte fra EU's Regionalfond hjælpe borgerne med at sortere deres affald samt at gøre det mere klart, hvor meget det hjælper miljøet.
Pilotprojektet omfatter fire nedgravede affaldscontainere og en papkomprimator på tre gader i et udvalgt område inden for en radius på cirka 75 meter i det centrale Næstved. Her skal affald fra private husholdninger og forretninger i området ende i samme affaldssystem.
Som noget nyt skal det være klarere, hvilke fordele der er for klimaet, når borgerne sorterer deres affald. Alle der bor i forsøgsområdet får nemlig et personligt nøglekort, der åbner affaldscontaineren. Når borgeren lægger sit affald i den enkelte container til enten madaffald, restaffald, papir eller metal/glas/plastic, vejes det, og forbrugeren får at vide, hvor meget CO2 der er sparet ved at sortere affaldet. Undervejs i pilotperioden får borgerne og forretningerne løbende meldinger om, hvor meget CO2 borgeren eller virksomheden har sparet ved at sortere.
- Det skaber en ny dimension og mulighed for at bygge et belønningssystem til de borgere og dele af erhvervslivet, der er særligt gode til at sortere og spare på affaldet, siger projektleder Anette Moss i en pressemeddelelse fra Erhvervsstyrelsen.
Sms til vognmanden
Affaldscontainerne er derudover udstyret med sensorer og sender automatisk en sms til vognmanden, når de er 80 pct. fyldte. Det vil foregribe unødvendige tømninger af halvt fyldte containere, men af hensyn til hygiejnen vil containere med grønt affald blive tømt mindst hver 14. dag.
Forsøget med de nye affaldscontainere er en del af Mærk Næstved - Bæredygtig Grøn Byudviklings-projektet i Næstved Kommune, som med støtte fra EU's Regionalfond sætter fokus på bæredygtig, grøn byudvikling, blandt andet med energireduktion gennem smarte løsninger og metoder. Desuden tilbyder projektet hjælp til virksomheder, der kan være med til at skabe grøn vækst i kommunen. Projektet er en del af Ressource City, der driver forskellige projekter med grønt fokus i Næstved Kommune.
- Vores erfaringer kan skaleres til andre byer med bykerner, der ligner Næstved, hvor affaldssystemet er adskilt mellem borgere og erhverv. Derfor laver vi en 'kogebog' med vores erfaringer. Den vil kunne hjælpe andre byer til at få antallet af affaldsbiler og containere betragteligt ned i områder med en blanding af bolig og erhverv, siger Anette Moss.
Affaldssystemet skal graves ned og sættes i drift i løbet af 2020 og derefter testes i et år. Projektet gennemføres i tæt samarbejde med Næstved Kommunes Team Affald, Team Plan, Park og Vej samt AffaldPlus.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.