Omstridt opfinder bremser Hjørring fra at kystsikre
HJØRRING: Der var ellers en aftale på plads for et fælles projekt mellem en række grundejerforeninger og Hjørring Kommune på en godt syv kilometer lang strækning, hvor man vil kystsikre ved at sandfodre på stranden.
Men det er nu blevet bremset af en borger, der har klaget over tilladelsen til projektet - og dermed skal kommunen vente på sagsbehandlingen, mens sommerhusene nærmest står på vippen. Det skriver Nordjyske.
Det er opfinderen Poul Jakobsen fra Skagen, der har klaget over sandfodring, hvor man samler sand ude fra havet, der herefter bliver lagt ind på stranden. Men den metode er ineffektiv, mener Poul Jakobsen:
'Vi klager hermed over den planlagte sandfodring, som er total virkningsløs, da sandet skyller i havet i den første storm, som vi har set alle år siden 1987, hvor bølgebryderne blev bygget', skriver han i sin klage til Miljøklagenævnet.
I stedet foreslår Poul Jakobsen, at man bruger hans - omdiskuterede - metode til kystsikring med trykudligningsrør, hvilket kommunen ikke har ønsket.
Undersøger mulighed for force majeur
Med den indleverede klage, bliver det formentlig ikke muligt at sandfodre i år, vurderer Hans Erik Cutoi-Toft, leder af kystzoneforvaltningen hos Kystdirektoratet. Man må derfor krydse fingre for, at man ikke bliver ramt af en kæmpestorm, der vil kunne gøre særlig skade på kysten, der står uden sikring, mener han. Men selv hvis kysten skulle gå fri over vinteren, kan man stå i samme problem næste år:
- Selvom det ender med ikke at blive kritisk i år, får vi i hvert fald en udfordring næste år, hvis en borger klager igen. Til foråret skal vi søge om tilladelse til en kæmpe sandfodring langs hele vestkysten, siger Hans Erik Cutoi-Toft til Jyllands-Posten.
Borgmester i Hjørring Arne Boelt (S) har nu sendt en forespørgsel til ministeriet, om man kan påkalde sig force majeure:
- Det er direkte groft, når Poul Jakobsen påstår, at det ikke virker at sandfodre. Man kan diskutere, om det er for dyrt, og om man også skal gøre andet, men det virker, og vi har ikke råd til at lade havet tage stranden oppe hos os, siger borgmesteren til Jyllands-Posten.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.