Aalborg: Der skal mere handling til, hvis drikkevandet skal reddes
AALBORG: Det er nødvendigt med politisk handling, hvis Danmarks rene drikkevand skal reddes, lyder et opråb fra Aalborg Forsyning.
Baggrunden er, at der er rester af pesticider i over halvdelen af de aktive drikkevandsboringer i Danmark, og i mere end hver tiende af dem overskrider forureningen grænseværdierne. Dertil er forurening med nitrat og PFAS en voksende bekymring.
- Historien om det rene danske drikkevand er for alvor ved at være forbi. I årtier har forurening med pesticider, kemikalier, PFAS og nitrat frit fået lov til at sive ned i grundvandet. Hvis vi skal redde drikkevandet, skal der politisk handling til nu, siger Anna Aaen (EL), bestyrelsesformand i Aalborg Forsyning og klima- og miljørådmand.
Tirsdag er et lovforslag om at stoppe brugen af sprøjtegifte ved drikkevandsboringer til førstebehandling i Folketinget. Men det er ikke vidtgående nok, mener man i Aalborg.
- Miljøministerens lovforslag, der fra 2025 skal forhindre brug af sprøjtemidler ved drikkevandsboringer, løser ikke problemerne, siger Søren Gais Kjeldsen, adm. direktør i Aalborg Forsyning.
Ifølge lovforslaget skal kommunerne forpligtes til at forbyde sprøjtemidler i områder omkring drikkevandsboringer, hvis der er risiko for forurening, og hvis vandforsyningerne ikke kan nå til enighed med lodsejerne om at stoppe med at sprøjte.
Forslaget er målrettet de cirka 20.000 hektar såkaldt boringsnære beskyttelsesområder – også kaldet BNBO – som er områderne lige umiddelbart omkring drikkevandsboringerne. I 2022 viste en evaluering, at det var lykkedes at beskytte fem procent af de boringsnære beskyttelsesområder mod sprøjtemidler fra landbruget via frivillige aftaler med for eksempel lodsejere. I 2023 var tallet steget til ni procent.
- Det er slet ikke nok kun at stoppe sprøjtning lige i nærheden af drikkevandsboringerne. Der er behov for at beskytte 200.000 hektar – altså ti gange så meget – for at sikre de sårbare områder, hvor drikkevandet dannes. Det er her, vi bør sætte ind og etablere grundvandsparker, siger Søren Gais Kjeldsen.
Ideen med grundvandsparker er, at de skal udlægges i de områder, hvor drikkevandet dannes og indvindes fra. Inden for parkerne må der ikke bruges pesticider, gødning eller tilføres andre forurenende stoffer. Grundvandsparkerne skal beskytte grundvandet mod alle stoffer – også dem vi ikke kender endnu. Med beskyttelsen af grundvandsparker er der også potentiale for meget mere skov, natur og biodiversitet samt rekreative muligheder.
Forslag får ingen effekt i Aalborg
Med baggrund i Aalborg Kommunes indsatsplaner for grundvandsbeskyttelse har Aalborg Forsyning allerede beskyttet 1.237 hektar arealer til indvinding af drikkevand og er i gang med at forhandle beskyttelsen af yderligere 580 hektar.
Inden for en kortere årrække forventer selskabet altså at have beskyttet i alt cirka 1.817 hektar. Til sammenligning vil miljøministerens lovforslag betyde, at cirka 680 hektar vil blive fri for sprøjtegifte i Aalborg-området. Men disse områder er allerede indeholdt i de 1.817 hektar, og derfor vil forslaget ingen effekt få i Aalborg Forsynings område.
Selvom Aalborg Forsyning har holdt arealer, der er langt større end de boringsnære beskyttelsesområder, fri for gødning og giftige kemikalier nogle steder i over 30 år, har indsatsen ikke været tilstrækkelig, lyder det fra forsyningsselskabets formand.
- Nitratindholdet er fortsat stigende i Aalborg Forsynings boringer, og ligesom resten af landet er der flere og flere pesticider i grundvandet, siger Anna Aaen.
I Aalborg er der behov for et areal på i alt cirka 4.500 hektar, som bør sættes af til grundvandsparker – heraf er de 1.237 hektar som nævnt allerede beskyttet. Til sammenligning udgør landbrugsarealet i kommunen cirka 70.000 hektar.
Se status på, hvor store dele af de boringsnære beskyttelsesområder der er dækket, på Miljøstyrelsens hjemmeside.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.