20.000 interne mails blev slettet hos Nordic Waste op til konkurs
RANDERS: Tusindvis af interne e-mails hos Nordic Waste blev slettet i ugerne op til virksomhedens konkurs. Det skriver Radio4 efter at have talt med Boris Frederiksen, der er partner i Kammeradvokaten og kurator i konkursboet.
De slettede e-mails er siden blevet gendannet og kommer til at indgå i en undersøgelse af virksomheden og den tidligere ledelse.
Undersøgelsen skal afgøre, om der kan rettes et krav mod den tidligere ledelse eller ejerkreds.
- Vi ved endnu ikke, hvad de (e-mails, red.) indeholder eller drejer sig om, siger han.
Sagen om Nordic Waste har stået på, siden et miljøfarligt jordskred blev offentligt kendt i december sidste år. Det var i samme periode, at de interne e-mails blev slettet.
Kammeradvokaten kan dog endnu ikke konkludere, om det er sket ved en bevidst handling eller på grund af en automatisk slettefunktion.
Men fordi det er sket på tæt på selve konkursbegæringen den 19. januar i år, vil kuratoren kigge ind i omstændighederne bag.
De slettede e-mails kan være med til at give et indblik i, hvordan virksomheden er blevet drevet, samt hvem der vidste hvad og hvornår.
- Når der mangler så stort et beløb, som der gør i denne sag, er det naturligvis vigtigt at få klarhed over, om nogen kan gøres ansvarlige for tabet eller dele heraf, siger Boris Frederiksen til mediet.
- Omvendt er det også vigtigt, at disse personer renses, hvis det ikke er tilfældet
Ifølge Radio4 er undersøgelsen af Nordic Waste og søsterselskabet DSH Recycling langt fra at være fuldført.
Mediet har forsøgt at få den tidligere ledelse i tale, men ingen har ønsket at kommentere oplysningerne.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.