dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Kongebuste mangler hovedet: Thisted giver frit lejde

I Thisted savner en bronzebuste sit hoved. Nu giver kommunen frit lejde til de involverede, skriver TV Midtvest.

THISTED: Det er ikke første gang, at bronzebusten af Christian den 8. i byparken Christiansgave i Thisted Kommune har mistet sit hoved. Denne gang er det dog ikke dukket op i buskene, og kommunen opfordrer derfor personer med kendskab til sagen til at henvende sig.

Det sker i et opslag på Facebook, som TV Midtvest har beskrevet.

Hovedet kan enten stilles tilbage i byparken ved søjlen, som det stod på, eller man kan kontakte kommunen, lyder det i opslaget. Ifølge kommunen er der frit lejde, og til TV Midtvest fortæller Bjarne Kim Karlsen, at politiet ikke er indblandet i sagen - endnu.

- I første omgang vil vi give mulighed for at levere det tilbage, siger Karlsen, der er driftsassistent ved Anlæg og Infrastruktur.

Det er billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, der har lavet bronzebusten, som har stået i byparken i Thisted Kommune i 180 år. Den blev placeret der, efter at kong Christian den 8. samme år skænkede byparken til borgerne, som derfor fik navnet "Christiansgave".

Busten er ikke det eneste kongeportræt, der er placeret i byparken. Der står blandt andet også buster af kong Frederik den 9. og Christian den 10. - med hoved.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.