Dansk region skal hjælpe italiensk firma i retssag
Når det italienske byggefirma Itinera i denne uge skal for retten i Norge, bliver det med en dansk region som kronvidne. Det skriver Fagbladet 3F.
Byggefirmaet står bag milliardstore offentlige byggerier som Storstrømsbroen og de to supersygehuse i Odense og Køge. På alle tre byggeprojekter har der været sager om underbetaling af de ansatte.
Og netop de afgørelser har fået det norske vejvæsen til at udelukke Itinera fra at kunne byde på fremtidige byggeprojekter. En afgørelse, Itinera har anket, og nu har selskabet inviteret en overraskende person til at vidne i sagen – nemlig en repræsentant fra Region Sjælland.
Og det er ”virkelig mærkværdigt”, mener forhandlingssekretær i 3F Byggegruppen Palle Bisgaard.
– Jeg forstår ikke, hvilken interesse de danske regioner kan have i at lade folk vidne for en virksomhed, som beviseligt har opført sig som kriminelle over for deres medarbejdere, siger han.
Dømt for flere forhold
Ud over den omfattende løndumping har Itinera ikke opfyldt deres lærlingeklausuler, og de har haft underleverandører, som fyrede ansatte, som ville stille op som tillidsmænd.
Det kom også frem, at en af Itineras underentreprenører på supersygehuset Nyt OUH smed døde grise af hos sine ansatte, så de havde noget at spise.
– Itineras underentreprenører på de danske byggerier er dømt for organisationsforfølgelse, for returkommission og falske underskrifter. De har brudt alle regler, siger Palle Bisgaard til Fagbladet 3F.
Ser ikke et problem
Viceprojektdirektør i Region Sjælland Niels Ougaard har dog ikke problemer med at forsvare Itinera på vegne af Projekt Universitetshospital Køge.
– Vi har et udmærket samarbejde. Jeg kan ikke sige andet, end at vi har tillid til vores samarbejdspartnere, siger han til Fagbladet 3F.
Niels Ougaard erkender, at der har været underbetaling på byggeriet i Køge.
– Men så må vi arbejde med de fejl og få rettet op på dem, så medarbejderne får den løn, de fortjener, siger han.
Også byggeledelsen på Nyt OUH er blevet spurgt om de vil vidne på vegne af Itinera, oplyser de til Fagbladet 3F. Derudover ønsker byggeledelsen på Nyt OUH ikke at udtale sig til Fagbladet 3F.
Byggeriet af Nyt OUH er fem år forsinket og har overskredet budgettet med mere end en milliard kroner. I en opgørelse fra maj i år fremgik det, at 3F har ført faglige sager på Nyt OUH, der berører flere end 400 medarbejdere, som tilsammen har medført efterbetalinger og bod på cirka 9,5 millioner kroner.
Itinera ønsker ikke at udtale sig, mens retssagen i Norge står på. Itinera mener dog, at det ikke er dem, men deres underentreprenører, der har forbrudt sig mod de norske regler, og at de derfor ikke kan udelukkes fra at byde på projekterne, erfarer Fagbladet 3F.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.