Selskab bag Nordic Waste har tabt en kvart milliard på jordskred
Jordskreddet ved Nordic Waste i Ølst nær Randers har indtil videre kostet virksomheden 234 millioner kroner. Det skriver Berlingske, der har læst det seneste årsregnskab fra SDK Freja, et af Nordic Wastes moderselskaber.
- Det omfattende arbejde med at standse jordskreddet af Nordic Waste har ført til uforudsete og betydelige ekstraordinære omkostninger og nedskrivninger på i alt 234 millioner, skriver koncernen i regnskabet.
Heraf er 51 millioner kroner gået til at inddæmme jordskreddet, og 15 millioner er brugt på juridisk rådgivning. 180 millioner kroner er gået tabt på grund af nedskrivning, hvilket betyder, at et selskabs aktiver mister værdi.
Stort millionoverskud
Ifølge Berlingske har SDK Freja i det seneste regnskabsår haft et overskud på 508.000 kroner. I forrige regnskabsår havde selskabet ifølge avisen et overskud på 225 millioner kroner.
United Shipping & Trading Company (USTC) står bag Nordic Oily Waste A/S, hvor jordskreddet fandt sted i december 2023. Her blev seks millioner ton jord på virksomhedens grund sat i bevægelse. Nordic Waste forlod få dage senere området, og Randers Kommune blev tilkaldt for at stoppe jordskreddet.
Det betragtes som en miljøkatastrofe, fordi den forurenede jord fra skreddet kan ende i Ølst og Alling Å, der ligger meget tæt på Nordic Waste. Nordic Waste blev erklæret konkurs ved skifteretten i Randers 22. januar.
Kammeradvokaten med undersøgelse
I slutningen af juni traf Randers Kommune en afgørelse om, at DSH Recycling, der er et søsterselskab til Nordic Waste, som ejer af grunden kan ses som ansvarlig for jordskreddet og miljøskaderne.
DSH Recycling er uenig og mener ikke, at det kan gøres ansvarlig for skader på vandmiljøet i forbindelse med jordskreddet. Derfor har selskabet stævnet Randers Kommune og kræver afgørelsen fra kommunen erklæret ugyldig. DSH Recycling og Nordic Waste er ejet af det samme holdingselskab og har blandt andet Torben Østergaard-Nielsen i ejerkredsen.
Kammeradvokaten fik i januar til opgave at undersøge, om andre virksomheder end Nordic Waste kan stilles til ansvar for den miljøskade, jordskreddet har medført.
Foreløbig har Kammeradvokatens undersøgelser vist, at der er grundlag for, at den danske stat og Randers Kommune kan rette et krav mod søsterselskabet DSH Recycling.
Det var på baggrund af den vurdering, at kommunen traf sin afgørelse, har den oplyst.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.