dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Trods kritik er Gribskov-politikere stadig gratis på festival
Trods anbefaling fra kommunaldirektøren og kritik fra eksperter er lokalpolitikere fra Gribskov fortsat gratis på festival.
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Trods kritik er Gribskov-politikere stadig gratis på festival

Sidste sommer anbefalede Gribskovs kommunaldirektør, at det skulle være slut med gratis billetter til den lokale festival Musik i Lejet for kommunens politikere.

GRIBSKOV: "Det kan ikke anbefales at takke ja til tilbud om billetter", skrev kommunaldirektør i Gribskov Kommune Sascha Volmer Sørensen sidste sommer i en udtalelse.

Efter ombudsmanden i juni sidste år afgjorde, at Københavns politikere ikke længere må tage imod gratis årskort til Tivoli, undersøgte flere kommuner egne frynsegoder. Det fik også Gribskovs kommunaldirektør til at opfordre kommunens politikere til at takke nej til gratis billetter til Musik I Lejet.

Her et år efter er politikerene dog stadig gratis på festival. Det skriver TV2 Kosmopol.

- Jeg tager kun imod billetten for at komme ind og se, hvad det er. Jeg skal have noget, jeg kan snakke med folk om, når de kommer og spørger, hvorfor jeg er tilhænger af festivalen. Jeg skal have nogle svar, siger Pia Foght (S), formand for kulturudvalget i Gribskov, til TV 2 Kosmopol. Hun er uenig i at hun bør takke nej til festivalbilletterne. 

Handler om habilitet

Da Folketingets Ombudsmand Niels Fenger sidste sommer vurderede, at de gratis Tivoli-årskort til lokalpolitikerne i København var ulovlige, begrundede han det med, at det netop er et spørgsmål om politikernes habilitet.

I et svar til Kommunen.dk fortalte han, at "reglerne om, at offentligt ansatte som klart udgangspunkt ikke må modtage gaver fra borgere eller virksomheder, medvirker til at sikre, at der ikke kan stilles spørgsmål ved, at det offentlige handler sagligt og upartisk".

Ombudsmandens vurdering bakkes op af Jesper Olsen, der er jurist og formand for International Transparency, som arbejder mod korruption og magtmisbrug. Ifølge Jesper Olsen er det klart ulovligt, at polikere i Gribskov fortsat tager imod gratis billetter til Musik i Lejet:

- Politikere må ikke tage imod noget, der har karakter af en gave, fordi der ikke må opstå mistanke om, at der er falske lodder i vægtskålen, når man er kommunalpolitiker og træffer en afgørelse, som har stor økonomisk betydning for arrangørerne af Musik i Lejet, siger han til TV2 Kosmopol.

Ulovligt afholdt i flere år

Musik i Lejet kom i vælten i februar, da en whistleblower gjorde Gribskov Kommune opmærksom på, at festivalen siden 2009 har været afholdt ulovligt, fordi afviklingen var i strid med lokalplanen. Det blev senere underbygget af en advokatundersøgelse.

Derfor har lokalpolitikerne udarbejdet en ny lokalplan, som blev godkendt, en enkelt dag før opstillingen til årets festival gik i gang. 

I den nye lokalplan lægger Gribskov Kommune ikke skjul på, på hvilket grundlag den er skabt. "Lokalplanen er udarbejdet med henblik på at skabe de planmæssige rammer for "Musik i Lejet".

Den nye lokalplan har efterfølgende mødt kritik for bl.a. at være forhastet. 55 høringssvar kritiserer desuden, at kommunen ikke tager nok hensyn til påvirkningen af naturen omkring festivalen og Tisvilde Hegn.

Bl.a. skriver advokatfirmaet DLA Piper på vegne af foreningen Danmarks Vilde Natur og Tisvildelejeforeningen, at lokalplanen "lider af væsentlig retlig mangel og dermed er ugyldig", da der i miljøvurderingen er undladt at vurdere beskyttede arter, og der ingen habitatkonsekvensvurdering findes. 

lal

 

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.