dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Kommunernes mindre asfaltforbrug gør kun vejhullerne større

Kommunerne aftager mindre asfalt. Tilføjer man dårligt vejr bliver der kun længere op af det voksende hul i vejbudgettet.

Tilstanden på det kommunale vejnet er "ikke god" vurderer Foreningen af Rådgivende Ingeniører i deres "State of the Nation 2024", og med et vedligeholdsefterslæb på mellem 5 og 10 mia. kr. og mindre indkøbt asfalt er der langt op af hullet.

Ekstrem regn, sne og slud det seneste år har tæret på vejnettet i Danmark, men også mere end hvad det kunne have.

- Dårligt vejr med megen frost og tø slider på vejene, men der kommer langt flere huller i dårligt vedligeholdte veje end i godt vedligeholdte veje, siger Jakob Svane, direktør i Asfaltindustrien, der er brancheforening for de asfaltproducerende virksomheder i Danmark.

- De sidste to år har de danske kommuner købt ca. en fjerdedel mindre asfalt, end de gjorde i de foregående år. Når kommunerne køber mindre asfalt, så bliver vejene vedligeholdt mindre, og det giver flere huller, siger han.

Kommunernes asfaltforbrug 2018-2023

I 2022 og 2023 aftog de danske kommuner i gennemsnit godt 1,4 mio. tons asfalt om året. I perioden 2018-2021 brugte kommunerne i gennemsnit godt 1,9 mio. tons asfalt om året. Det viser tal fra asfaltindustrien. 

I 2022 og 2023 købte kommunerne dermed ca. 25 pct. mindre asfalt end i de foregående år.

Langt op af hullet

Der er desværre ingen tegn på bedring, for de samlede kommunale vejbudgetter for 2024 er lavere end i 2023. Dette dokumenterede Dansk Vejforening i en nylig analyse over kommunernes vejbudgetter.

- Kommunerne har for lave vejbudgetter, og når de køber mindre asfalt, giver det ikke bare flere huller i vejene. Det betyder også, at vi skaber en stor regning for samfundet og skatteborgerne, for det er to-tre gange dyrere at genoprette en forfalden vej end at vedligeholde vejen i tide. Det er dyrt at vedligeholde vejene, men det er endnu dyrere at vente, siger Jakob Svane.

Teknik- og miljøforvaltningen i Vejle Kommune har undersøgt, hvad det vil koste at rette op på efterslæbet. Vejteknikerne skriver i en analyse, at de er nødsaget til at hæve "asfaltkontoen" med mindst 19 mio. kr. for at holde status quo, og 33 mio. kr. for at lukke hullet. Hvis ikke, vil halvdelen af vejene i kommunen om 10 år være af "lav standard", skriver Vejle Amts Folkeblad.

Det er ikke kun det kommunale vejnet, der er presset. I 2023 blev der udlagt 297.000 tons asfalt på statsvejene, hvilket er en ny 20-årig bundrekord i forbrug af asfalt. 

"State of the Nation 2024 Transportinfrastruktur" er udarbejdet på forlæg fra Rambøll Danmark og med bidrag fra Artelia, Cowi, Niras, Systra Danmark og WSP Danmark.

Rapporten er del i en serie, der hvert fjerde år tager temperaturen på den danske infrastruktur i relation til energi, vand, transport og offentlige bygninger.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.