Omstridt lokalplan muliggør Musik i Lejet
GRIBSKOV: Mandag offentliggjorde og vedtog Gribskov Kommune en lokalplan for stranden i Tisvildeleje, der fremover skal muliggøre musikfestivalen Musik i Lejet.
Det sker blot én dag før opsætningen af festivalpladsen begynder, og lidt over en uge før festivalen gennemføres den 18. til 20. juli.
En ny lokalplan er blevet udarbejdet som konsekvens af, at den tidligere ikke gav mulighed for afholdelse af festivalen.
Først en whistleblowerindberetning og siden en advokatundersøgelse har fundet frem til, at afholdelse af festivalen var i strid med lokalplanen. Dermed havde Musik i Lejet været afholdt i uoverensstemmelse med lokalplanen i 14 år.
Men det er der altså nu skabt styr på.
Henblik på at muliggøre Musik i Lejet
I den nye lokalplan lægger Gribskov Kommune ikke skjul på, på hvilket grundlag den er skabt.
"Lokalplanen er udarbejdet med henblik på at skabe de planmæssige rammer for "Musik i Lejet"".
I lokalplanen skriver kommunen, at de har vurderet, "at det ikke på forhånd kan udelukkes, at lokalplan 532.01 ... vil kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet. Det skyldes, at musikfestivalen ”Musik i Lejet” må forventes at påvirke omgivelserne".
Derfor har de i samarbejde med rådgivningsfirmaet WSP og ingeniørvirksomheden Niras udarbejdet en miljøvurdering, der dog begrænser sig til primært at berøre støj, trafik og affald.
Og det møder kritik i høringsvarene.
Risiko for ophævelse
Blandt de 55 høringssvar beskæftiger størstedelen sig med påvirkningen af naturen omkring festivalen og Tisvilde Hegn.
Bl.a. skriver advokatfirmaet DLA Piper på vegne af foreningen Danmarks Vilde Natur og Tisvildelejeforeningen, at lokalplanen "lider af væsentlig retlig mangel og dermed er ugyldig", da der i miljøvurderingen er undladt at vurdere beskyttede arter, og der ingen habitatkonsekvensvurdering findes.
"Klagerne har ikke indsigt i, hvorfor Gribskov Kommune har undladt så centrale forhold til deres miljøvurdering, men kan alene konstatere, at der er udvist meget ringe forvaltningsskik. Samme undren efterlader det klagerne med, at Gribskov Kommune i Væsentlighedsvurderingen ikke har lyttet til WSP’s og Niras’ åbenlyse bekymringspunkter vedr. miljøvurderingen", står der i høringssvaret.
Lokalplanen konkluderer, at den nye plan både vil og ikke vil "påvirke arterne eller områdets økologiske funktionalitet for arterne", og både WSP og Niras har også adresseret netop det punkt over for kommunen.
Til Gribskov Kommune skriver WSP at "det kan ikke afvises, at lokalplanen vil påvirke naturen væsentligt. Det er WSP's vurdering, at det er nødvendigt at foretage en nærmere konsekvensvurdering af lokalplanens naturpåvirkning."
Også Niras skriver i et brev, at "det vurderes, at der for både påvirkningen af habitatområdet og påvirkningen på bilag IV arter er nogle mangler, der medfører, at der er risiko for, at lokalplanen vil blive ophævet og hjemsendt, hvis den nuværende ordlyd af naturvurderingen opretholdes og videreføres til lokalplanen".
Men på trods af, at både WSP og Niras påpeger, at der nok er krav om en habitatkonsekvensvurdering, så har Gribskov Kommune ikke udarbejdet såden en ifm. miljøvurderingen.
"Gribskov Kommune har foretager en væsentlighedsvurdering og vurderer, at vedtagelse af lokalplanen ikke kræver
en habitatkonsekvensvurdering", skriver de i lokalplanen.
En forhastet proces
I kommunens hvidbog, der vurderer de 55 høringssvar til lokalplanen og miljørapporten, er der ikke sket mange ændringer.
194 gange skriver administrationen, at argumenterne i høringssvarene "medfører ingen ændringer i lokalplanen og miljøvurderingen" og 77 gange at "høringssvaret giver ikke anledning til ændringer".
Kun meget få gange har et høringssvar foranlediget en nærmere, men mindre præcisering i lokalplanen - f.eks. om antallet af køretøjer, der kører gennem Tisvilde Hegn i ugen op til festivalen.
Tisvilde Lokalråd skriver i sit høringssvar, at de er enige om, at det har været en forhastet proces, samt at borgerinddragelsen har været utilstrækkelig.
De skriver derudover, at de hellere havde set, at lokalplanen var mere "generisk", så andre arrangementer også kunne afholdes ifm. lokalplanen og ikke kun Musik i Lejet samt en mindre yogafestival, der også er skrevet ind i lokalplanen.
Selv skriver Gribskov Kommune, at "fremtidige større arrangementer af lignende karakter vil blive henvist til Eventpladsen i Græsted og parkeringsarealerne i Helsinge. Der er udtrykt politisk ønske om, at nye arrangører ikke kan få tilladelse til at afholde større events på parkeringspladsen i Tisvilde.”
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.