dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Mads Fuglede vil være borgmester i Ringkøbing-Skjern
Mads Fuglede meldte sig tidligere på året ind i Danmarksdemokraterne. Nu vil han vippe sit gamle parti, Venstre, af borgmesterposten i Ringkøbing-Skjern Kommune. (Arkivfoto).
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mads Fuglede vil være borgmester i Ringkøbing-Skjern

Folketingspolitiker ønsker en anden vestjysk energipolitik og er borgmesterkandidat til KV25.

RINGKØBING-SKJERN: Danmarksdemokraternes folketingsmedlem Mads Fuglede vil vippe Venstre af borgmestertronen i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Han stiller op til kommunalvalget i 2025 som borgmesterkandidat for sit parti. Hvis tingene skulle falde sådan, at der peges på Fuglede som ny borgmester, vil det også betyde et farvel til Christiansborg, siger han til Ritzau.

- Jeg er glad for at være i Folketinget og for at repræsentere DD i Folketinget. Men der er en meget, meget voldsom debat om energipolitikken i Ringkøbing-Skjern Kommune, som gør, at jeg synes, jeg også må lægge mine kræfter i at få en ny retning på den, siger han.

Det vigtigste er at få en ny kurs på energipolitikken i kommunen, understreger Mads Fuglede.

Han vil altså også være tilfreds, såfremt han vælges til byrådet som menigt medlem og samtidig fortsætter på Christiansborg - hvis der altså ændres på den energipolitiske kurs i Ringkøbing-Skjern Kommune.

I det tilfælde vil han kunne have et dobbeltmandat og både sidde i byrådet og Folketinget.

Fuglede bor i kommunen, som er den kommune med mest vedvarende energiproduktion, og i et interview med Weekendavisen har han problematiseret, at han nærmest hver dag har skullet tage stilling til planer om solcelleanlæg, vindmøller og biogasanlæg i nærområdet.

Pege på hvem end, der vil en anden energipolitik

Det er grådighed, der driver intentionerne i energiprojekterne, siger han i interviewet.

Det vil politikeren have lavet om på.

- Det at stille op som borgmesterkandidat kan være en vej til det. Men jeg er parat til at pege på nærmest hvem som helst, der vil føre Ringkøbing-Skjern mod en anderledes energipolitik, siger Mads Fuglede til Ritzau.

Ringkøbing-Skjern Kommune har udelukkende haft borgmestre fra Venstre siden strukturreformen i 2007. Først var Torben Nørregaard borgmester, siden var det Iver Enevoldsen, og netop nu sidder Hans Østergaard på posten.

Mads Fuglede, der er energi-, forsynings- og klimaordfører i Danmarksdemokraterne, har selv en fortid i Venstre. Men netop på grund af den energipolitik, der altså føres under Venstre-styret i kommunen, meldte han sig ud, og i marts skiftede han til Danmarksdemokraterne.

Det bliver Danmarksdemokraternes første kommunalvalg. Partiet blev stiftet i 2022 af formand Inger Støjberg.

/ritzau/mar

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.