dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Fra nytår kan danske fiskere hive flere fisk i land
Danske fiskere ser med aftale ud til at kunne fange flere fisk i det kommende år. Det skaber "glæde og optimisme" hos Danmarks Fiskeriforening. (Arkivfoto).
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Fra nytår kan danske fiskere hive flere fisk i land

Fiskeriaftaler mellem EU, Norge og Storbritannien sikrer, at danske fiskere kan fange væsentlig flere fisk.
9. DEC 2023 12.15

Fra 1. januar næste år ser det ud til, at danske fiskere helt bogstaveligt må trække flere torsk og andre fisk i land fra havene omkring Danmark. Samtidig ser det ud til, at danske fiskere også får adgang til norske farvande.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra EU-Kommissionen, der skriver, at EU, Norge og Storbritannien har indgået aftaler om fiskeri for 2024. I Danmarks Fiskeriforening, der er interesseorganisation for fiskeri og fiskere, vækker aftalen "glæde og optimisme".

I modsætning til i de indre danske farvande har flere fiskebestande i havene det så godt, at biologer fra Det Internationale Havundersøgelsesråd, har anbefalet, at kvoterne hæves.

- Det her er rigtig godt nyt for fiskeriet. Fiskebestandene i Nordsøen og Skagerrak udvikler sig positivt. Det har vi mærket i fiskeriet, og biologerne er helt enige.

- Derfor er jeg glad for, at man har besluttet at forøge kvoterne for vigtige bestande, siger Svend-Erik Andersen, der er formand for Danmarks Fiskeriforening.

Torskekvoten hæves med 15 pct.

Ifølge Fiskeriforeningen betyder aftalen blandt andet, at torskekvoten hæves med 15 pct., mens kullerkvoten hæves med 74 pct. og kvoten på hvilling hæves med 112 procent. Den mindste kvotestigning ses hos rødspætter, hvor fiskerne efter nytår må hæve tre procent flere af de flade fisk op fra havet.

Den økonomiske gevinst ved kvotestigningerne er med de nuværende fiskepriser på omkring 27 mio. kr. kroner for torsk og 60 mio. kr. for hvilling. At danske fiskere med aftalen ser ud til at kunne drage mod norske farvande er ifølge Svend-Erik Andersen "rigtig godt".

- Det gør det nemmere at tilrettelægge fiskeriet, og det er en stor gevinst for fiskebestandene, at vi kan fange vores kvote på et større areal. Derfor er det en god nyhed selv om, Norge tager sig højt betalt for, at EU’s fiskere får adgang til at fiske i norsk farvand, siger han.

Aftalen dækker også over fiskekvoter i det nordøstlige Atlanterhav og i Nordsøen. Ifølge EU er aftalen vigtig, fordi langt de fleste fiskekvoter er i disse områder. Aftalerne forventes at blive endeligt vedtaget, når EU's fiskeriministre mødes søndag og mandag.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.