dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Borgmestre er glade for stormflodsstøtte, men stadig bekymrede
I næste års finanslov er der afsat 125 mio. kr. i en ekstraordinær pulje til genopretning efter stormfloden.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Borgmestre er glade for stormflodsstøtte, men stadig bekymrede

Borgmestre ser positivt på økonomisk håndsrækning, men de ramte kommuner står stadig selv med en stor regning efter stormfloden.

Flere stormflodsramte kommuner ser overordnet positivt på den ekstraordinære pulje på 125 mio. kr. til genopretning efter stormfloden i oktober på næste års finanslov. Her kan kommunerne få dækket op til 25 pct. af deres udgifter, og der oprettes desuden en lånepulje. Mange steder i landet har forskellige borgmestre skrevet breve til regeringen om netop økonomisk støtte.

På Sjælland har flere borgmestre fx samlet skrevet et brev til regeringen. Blandt dem var borgmester i Stevns Henning Urban Dam (S), som er glad for, at regeringen har lyttet til kommunerne, skriver Danske Kommuner.

– Jeg synes, det er en god dag og rigtig fint, at man anerkender, at der er brug for hjælp til at komme videre fra stormfloden og genopbygge. En ekstraordinær situation kalder på ekstraordinære løsninger, og 25 procent gør en stor forskel for os. Jeg lyttede mig også til, at flere partier syntes, det var en vigtig del. Jeg bilder mig ind, at vi i kommunerne har stået sammen og gjort en forskel, siger han til mediet.

Vil have fremtidssikring

En af de hårdest ramte kommuner er Sønderborg, hvor skaderne løber op på 80 mio. kr. Borgmester Erik Lauritzen (S) er glad for, at regeringen har lyttet, men er stadig afventende i forhold til, hvor vidt hjælpen rækker. 

- Vi er helt klar over, at hjælpen fra regeringen ikke kan dække det hele, for der er en del kommuner, der har været ramt, og så må vi se, hvor vidt hjælpen rækker. Lokalt vil jeg tage det op på det kommende gruppeformandsmøde, så vi i byrådet kan aftale, hvordan vi løser de økonomiske udfordringer med stormflodsskaderne, siger han i en pressemeddelelse.

Byrådsmedlem Ellen Trane Nørby (V) mener, at man også bør kigge på fremtiden, skriver JydskeVestkysten.

- Det siger også sig selv, at der i samme ombæring skal gives tilladelse til bedre og stærkere kystsikring. Uden en reel kystsikring af eksempelvis dæmningen til Kegnæs og andre af vores kyststrækninger, så risikerer vi, at skaderne gentages ved næste stormflod. Så der er også behov for at folketing og regering godkender bedre kystsikring lige så hurtigt, som de har godkendt den økonomiske håndsrækning, ellers risikerer vi, at problemerne gentages, siger hun til mediet.

Vil stadig anstrenge økonomien

Ærø var også hårdt ramt under stormfloden med skader på cirka 50 mio. kr. Borgmester Peter Hansted (S) havde håbet på en pakke specifikt til Ærø, men er forstående over for, at det er blevet til en samlet pulje, skriver TV2 Fyn.

Hvis kommunen får dækket 25 pct. af udgifterne, har den stadig en regning på cirka 37 mio. kr. Her kan lånepuljen blive en mulighed, men der er dog stadig lidt usikkerhed hos borgmesteren, da de nærmere rammer for lånepuljen ikke er offentliggjort.

- Det afhænger af, hvordan lånene bliver skruet sammen. Men det er klart, at skal vi ud at finde 2-4 millioner kroner ekstra om året de næste ti år, så anstrenger det jo vores økonomi yderligere. Vi har jo lige været igennem en spareøvelse i forvejen, siger han til mediet om muligheden for at låne penge.

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.