Københavns Havn får verdens første ålerefugium
KØBENHAVN: Verdensnaturfonden - WWF - og By & Havn vil nu samarbejde om at lave verdens første ålerefugium i Københavns Havn. Antallet af unge ål, såkaldte glasål, der kommer til de danske farvande via havstrømmene, er helt nede på 0,6 procent sammenlignet med niveauet for 1980. Derfor er den europæiske ål i dag at finde på den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN's liste over kritisk truede arter.
Det skal ske ved at at lægge såkaldt ålegrus ved Teglværkshavn i Københavns Havn. Her placeres 800 tons småsten på mellem 16 og 32 mm i diameter på bunden af havnen. Projektet skal skabe flere levesteder for de små ål, som har brug for gemmesteder i form af sprækker og hulrum, indtil de vokser sig større.
Desuden placeres 200 teglrør, hvor de voksne ål kan finde skjul. WWF's biologer har sammen med andre eksperter udvalgt netop Teglværkshavn til projektet, fordi der ikke kan vokse ålegræs her.
- Vi er begejstrede for projektet og håber at styrke ålebestanden. Samtidig skal vi lære mere om, hvordan vi skaber nye levesteder for havnens øvrige dyr og planter. Et ålerefugium er noget helt nyt. Ingen andre har gjort noget i så stor skala før. Det er vi stolte af. Tiltaget kommer på et vigtigt tidspunkt, hvor behovet for at beskytte ålen er større end nogensinde før, siger Anne Skovbro, administrerende direktør i By & Havn.
Ålerefugium alene vil ikke redde ålen
Ifølge Henrike Semmler Le fra WWF kan ålens nye levesteder langt fra vende udviklingen alene. Der er også behov for et totalforbud mod ålefiskeri i hele Danmark og genopretning af artens ødelagte levesteder.
- Ålen er kritisk truet i Danmark. Altså er der høj risiko for, at den vil uddø. Derfor bekymrer det os, at det fortsat er tilladt at fange og sælge ål. Et totalforbud mod ålefiskeri - både kommercielt og rekreativt - er nødvendigt for at få ålebestanden op igen, mener eksperter. Irland har forbudt ålefiskeri hele året rundt, og vi bør gøre det samme i Danmark, siger hun.
Danske erhvervs- og fritidsfiskere har de seneste år tilsammen fanget cirka 300 tons ål om året, oplyser WWF. Andre årsager til ålens tilbagegang er, at mennesker har ødelagt dens levesteder ved at fjerne grus fra havbunden og drænet de vådområder, hvor arten lever.
apo
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.