dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Trods høj bevaringsværdi:
Slagelse-flertal giver lov til at nedrive forfaldne herregårdslænger

I byrådet stemte 20 for tilladelsen og 11 imod at rive de bevaringsværdige bygninger ned. Udgifterne til en bevarende lokalplan vejede tungt.

SLAGELSE: I mandags besluttede byrådet i Slagelse, at to bevaringsværdige bygninger fra Herregården Gerdrup må nedrives. Bygningerne var ikke blevet vedligeholdt, og derfor havde ejeren søgt om tilladelse til at rive ned.

Sagen havnede i byrådet, da Henrik Brodersen (DF)  brugte sin standsningsret. Han var ikke enig i at give lov til at rive bygningerne, der har Save-værdien 2 på registreringsskalaen, ned.

På byrådsmødet opfordrede Stine Søgaard (V) til at give tillladelsen og forklarede, at byrådet står overfor to forskellige politiske muligheder:

- Gives nedrivningtilladelsen ikke, skal der igangsættes en bevarende lokalplan, som er et større arbejde for forvaltningen. Da ejendommen er bevaringsværdig og ikke fredet, er ejer ikke forpligtet til vedligeholdelse. Gives nedrivningstilladelsen, giver det plads til ny belægning og beplantning rundt om den eksisterende gårdsplads, sagde hun og henviste til, at området kan få nyt liv efter en nedrivning.

Tilladelse til nedrivning er en falliterklæring

Kommunen havde bestilt flere rapporter, der fortæller, at bygningerne ikke er blevet vedligeholdt.  Der var blandt andet blevet bedt om en fra ejeren selv, hvilket Henrik Brodersen ikke havde meget tilovers for:

- Når man bestiller sådan en rapport, er der en tendens til, at man præger den i den retning, man gerne vil have. Hvis man havde bedt dem skrive, at majestæten er congoleser, så havde det stået der.

Henrik Brodersen fortalte, at flere i byrådet har modtaget en lille trussel fra ejeren i form af mails og telefonopkald, der siger, at hvis kommunen ikke retter ind, vil bygningerne blive overdraget til kommunen. Det bed Henrik Brodersen dog ikke på. Han mente, at tilladelsen er en falliterklæring. Kommunens administration har tidligere besluttet, at bygningerne skulle bevares, da de begge er registreret bevaringsværdige.

Uden nedriving vil bygningen forfalde

- Det er den praktiske tilgang at give tilladelsen, selvom det gør ondt, mente Poul Bek-Pedersen (R), som havde været ude og se bygningerne, og kunne fortælle, at de er i kraftigt forfald:

- Det vil være en enorm investering at bringe bygningen op til nutidens standard. Vi kan sagtens stille krav om at droppe nedrivning, så skal kommunen lave bevarende lokalplan, og det forpligter ikke ejer til noget som helst. Som jeg ser det, vil det bare få lov til at stå og falde sammen af sig selv, eller ejer kommer andragende igen, siger han. 

Afstemingen endte med, at 20 (V, K, SF, R, NB og en løsgænger) stemte for beslutningen om at nedrive bygningerne, og 11 (S, DF, EL og LA) stemte imod.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.