45 borgmestre i fælles brev til tre ministre :
Nye krav punkterer kommunernes indsats for at tage landbrugsjord ud
Næsten halvdelen af landets borgmestre har i sidste uge været medunderskrivere på et brev til miljøminister Lea Wermelin (S), minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S) og klima-, energi-, og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).
I brevet gør 45 borgmestre minstrene opmærksom på, at den store aftale om grøn omstilling af landbruget fra sidste år risikerer at blive modarbejdet af nye krav og benspænd.
Et effektivt værktøj for kommunerne og landbruget er udtagning af landbrugsjord, særligt lavbundsjord. Men fra 1. juli i år træder et forbud mod gødskning, sprøjtning og omlægning af de såkaldte § 3-arealer, som er beskyttede naturarealer, i kraft. Samtidig har Landbrugsstyrelsen meddelt, at styrelsen fra 2023 ikke vil give kompensation til landbrugsarealer, der har status som natur.
Dermed vil lodsejere fremadrettet ikke kunne modtage kompensation for frivilig deltagelse i udtagningsprojekter på § 3-arealer. I hvert fald ikke de projekter, der er baseret på de EU-finansierede tilskudsordninger, lyder det blandt andet i brevet.
Markant reduktion af kompensation
Det betyder konkret, at kompensationen til lodsejeren vil blive reduceret fra op til ca. 36.000 kr. pr. ha. til 0 kr. pr. ha. I enkelte tilfælde vil kompensationen endda blive reduceret fra helt op til 70.000 kr. pr. ha.
"Det vil naturligvis reducere lodsejernes lyst til og mulighed for at indgå i udtagningsprojekter. Særligt i lavbundsprojekter, hvor disse typer arealer fylder en del. På den korte bane kan det få stor økonomisk betydning for igangværende projekter," skriver borgmestrene i brevet til de tre ministre.
Konsekvenserne betyder i værste fald, at lodsejerne kan anlægge søgsmål mod de kommuner, hvor der er blevet indgået en aftale om en kompensation. Nogle kommuner forventer en ekstraregning på op til fire mio. kr., advarer borgmestrene i brevet, som skriver videre:
"Vi brænder alle for at understøtte den grønne omstilling af det åbne land, og vi vil meget gerne bidrage til, at det sker. Men som økonomisk ansvarlige kommuner har vi været nødsaget til at trække i håndbremsen på vores igangværende udtagningsprojekter, indtil der findes en løsning."
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.