Mærsk og Ørsted planlægger enorm brintfabrik i København
Mærsk, Ørsted, transportfirmaet DSV, SAS, Københavns Lufthavn og rederiet DFDS planlægger at bygge en omfattende brintfabrik i København, som i fremtiden skal forsyne lastbiler, skibe og fly med grøn energi.
Det skriver Berlingske.
De danske selskaber, som står bag projektet, vil opføre fabrikken, der kan vise sig at blive verdens største anlæg til produktion af bæredygtige brændstoffer.
Topchef i Ørsted Henrik Poulsen bekræfter planen over for Berlingske.
- Det er en sjælden begivenhed, at danske virksomheder finder sammen i et så stort konsortium som det her. Det er udtryk for, at der er en stor opgave, som skal løses, og det vil kræve betydelige mængder af kapital og innovation, siger han til avisen.
Grøn omstilling af vejtransport
Fabrikken vil først være fuldt udbygget i 2030, hvor den vil få et elektrolysatoranlæg med en kapacitet på 1,3 GW.
Det vil årligt kunne levere mere end 250.000 ton bæredygtige brændstoffer til brug i busser, lastbiler, skibe og fly.
Ifølge Danske Vognmænd, DTL, kan projektet - når og hvis det realiseres - blive gennembruddet for danske vognmænds grønne omstilling af den tunge transport.
- Det er først nu, når det tunge erhvervsliv sætter turbo på, at det for alvor kan blive til noget. Og det vil kunne omstille vejtransporten i en grad, der ikke er set før, siger DTL's administrerende direktør, Erik Østergaard,i en pressemeddelelse.
Den tunge transport er et område, der har haft svært ved at følge med den grønne omstilling i samme tempo som andre sektorer.
DTL beskriver, at el- og brintlastbiler endnu ikke er de mest konkurrencedygtige, når vognmandsvirksomhederne skal træffe beslutninger om nyanskaffelse.
Støtte fra Københavns Kommune
Det store projekt, der altså kan blive en realitet i de kommende år, støttes også af Københavns Kommune, skriver Berlingske.
I første omgang skal der foretages en forundersøgelse af projektet.
Ørsteds Henrik Poulsen fortæller til Berlingske, at projektet vil koste flere milliarder kroner. Planen er, at fabrikken skal bygges syd for København. Det kan blive Avedøre Holme eller Amager, lyder det.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.