dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Københavns Kommune udskyder udledning af spildevand i Øresund
Forsyningsselskabet Hofor skulle i den kommende uge have udledt 290.000 kubikmeter spildevand i Øresund, men udledningen bliver nu udskudt til efteråret.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau Scanpix

Københavns Kommune udskyder udledning af spildevand i Øresund

Teknik- og miljøborgmester beder Hofor vente med at udlede 290.000 kubikmeter spildevand i Øresund.
25. MAJ 2020 6.26

KØBENHAVN / GENTOFTE / FREDERIKSBERG: 290.000 kubikmeter spildevand skulle i den kommende uge udledes i Øresund. Men i sidste øjeblik har Københavns Kommune besluttet at udskyde udledningen.

Kommunen vil anmode forsyningsselskabet Hofor om at udskyde udledningen til efteråret. Det oplyser teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) i en pressemeddelelse.

Hofor har på forhånd meddelt kommunen, at det er muligt at udskyde udledningen, hvis kommunen beder om det.

Det er kommunens egen forvaltning, der har godkendt, at spildevandet må føres ud i Øresund. Kommunens politikere har ikke haft noget at gøre med beslutningen. Ninna Hedeager Olsen siger, at udskydelsen giver politikerne arbejdsro.

- Nu bliver der tid til at finde ud af, om sagsbehandlingen har været korrekt, hvad miljøkonsekvenserne er af udledningen, og om der er alternative muligheder, siger hun.

Ninna Hedeager Olsen understreger, at hun ikke vil kunne acceptere, hvis udledningen af spildevandet er en stor belastning for miljøet.

- Derfor er det meget vigtigt for mig at kende de miljømæssige konsekvenser af den her udledning, siger Ninna Hedeager Olsen.

Forløb skal undersøges

290.000 kubikmeter spildevand svarer til knap 200 fyldte svømmehaller, og udsigten til udledningen har de seneste dage mødt hård kritik fra politikere og miljøorganisationer i både Danmark og Sverige.

Spildevandet skulle føres ud i havet, fordi hovedspildevandsåren, hvori spildevand fra Gentofte, København og Frederiksberg løber, bliver midlertidigt lukket.

Forvaltningen arbejder på en orientering om sagen. Den skal blandt andet belyse, om der er begået formelle fejl i sagen.

Derudover skal den vise, om Teknik- og Miljøudvalget har mulighed for at omgøre selve afgørelsen om at tillade udledningen. Den vil blive offentliggjort mandag, oplyser Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning.

I forvaltningen har man, da man gav tilladelsen til udledningen, vurderet, at der ikke var nogle alternative tekniske løsninger for Hofor.

Hos Danmarks Naturfredningsforening mener præsident Maria Reumert Gjerding, at der er taget en ansvarlig beslutning med at udskyde udledningen. Hun opfordrer kommunen og Hofor til nu at finde en løsning, så der slet ikke kommer beskidt vand ud i Øresund.

- Øresund er et fantastisk havområde, og så store mængder spildevand vil kunne føre til iltsvind, opblomstring af alger og fiskedød, som vi ser mange andre steder i Danmark. Derfor skal det bremses, siger Maria Reumert Gjerding.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.