Sorø vinder principiel sag om gadelys til 17 mio. kr.
SORØ: Retten i Næstved har afgjort en købsstrid mellem Sorø Kommune og energiselskabet Seas-Nve til fordel for kommunen. Dermed skal Sorø betale 16,7 mio. kr. mindre, end hvad energiselskabet havde krævet.
I 2018 var de to parter ellers blevet enige om en købspris på 51 mio. kr. af kommuens udelysanlæg. Striden har ligget i, hvorvidt kommunen løbende har betalt af på købsprisen, da Seas-Nve indgik aftaler med daværende Dianalund, Sorø og Stenlille kommuner i henholdsvis 1993, 1998 og 2001 - og senere i den samlede Sorø Kommune i 2009. Kommunen havde netop en aftale med energiselskabet om løbende at betale vederlag.
Senere opsagde Seas-Nve aftalen i 2015, hvorefter en ny aftale blev vedtaget i 2016, men som Sorø opsagde i 2018. Med den nye aftale blev ansvaret for udelysanlægget overdraget til Sorø Kommune.
Striden bestod nu i, hvorvidt Sorø Kommune skulle betale fuld pris på 51. mio. kr., eller om kommunen løbende havde så at sige afdraget på værdien, og derfor kun skulle betale 34,3 mio. kr. ved overdragelsen.
Her fandt Retten i Næstved, at Sorø Kommune løbende gennem sin abonnementsaftale havde betalt af på den samlede pris, og retten fastholdt derfor købsprisen på 34,3 mio. kr. Dermed sparer - og vinder - Sorø Kommune 16,7 mio. kr.
Sagen kan få betydning for en række andre kommuner, som har lignende aftaler med forpagtere af eksempelvis udelys. I 1990'erne valgte en række af landets kommuner at frasælge netop deres ude- lysanlæg. Generelt set var dette drevet af mulig økonomisk gevinst og ønske om at opnå budgetsikkerhed ved at have faste betalinger for området.
Ifølge Sjællandske vil Seas-Nve nærlæse dommen og overveje, hvorvidt dommen skal ankes.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.