Klimatilpasning skal gå på tværs i Hovedstaden
HOVEDSTADEN: Skaderne efter oversvømmelser koster samfundet og borgerne dyrt, og alene i hovedstadsområdet vurderes det, at skader fra stigende vandmasser kan løbe op i et beløb på over 20 mia. kr. Derfor kan det godt betale sig at tilpasse sig et ændret klima, oplyser regionen.
Desværre strander mange klimatilpasningsprojekter, fordi der ikke kan opnås enighed om, hvem der skal betale for løsningen, og hvordan den kan finansieres. Men det skal et nyt projekt være med til at rette op på:
- Vi ved, at den enkelte grundejer tit kommer i klemme og ikke kan løfte opgaven med klimatilpasning alene. Derfor er jeg glad for, at vi sammen med en række kommuner i hovedstadsområdet er gået sammen om at få knækket den nød, så vi sammen kan hjælpe borgerne i regionen og resten af Danmark, siger Kim Rockhill (S), Formand for Miljø- og klimaudvalget i regionen.
Med projektet, der har fået titlen 'Klimatilpasning på tværs', vil parterne arbejde på at udvikle konkrete modeller for, hvordan udgifterne til klimatilpasningsprojekter kan fordeles - både langs åer og på kyststrækninger.
Projektet skal også komme med et konkret bud på indholdet af en kyst- og klimafond, så det på sigt kan blive billigere at få finansieret de dyre klimatilpasningsløsninger.
På tværs af kommunegrænser
Også samarbejde på tværs af kommunegrænser er i fokus i det nye projekt, hvor blandt andre Brøndby Kommune er med:
- Vi ved, at vi bliver udfordret af et ændret klima, med havvandsstigninger og øget risiko for oversvømmelse. Og vi er nødt til at finde en fælles løsning på tværs af kystkommunerne i det sydlige Øresund, siger formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Brøndby Vagn Kjær-Hansen (SF).
Men det er ikke kun langs kysten, at man oplever problemer med klimaet og hilser samarbejdet velkommen. Også kommunerne omkring oplandet til Værebro Å ved, at de har en fælles udfordring, som skal løses. Især Egedal Kommune har været udfordret af de stigende vandmasser:
- Jeg glæder mig, på vegne af det samarbejde jeg i forvejen har med både interesseorganisationer og oplandskommunerne til Værebro Å, at Region Hovedstaden nu vil støtte det fortsatte arbejde med at finde løsninger for at reducere de tilbagevendende oversvømmelser i ådalen. Det er et stort skridt i den rigtige retning, siger Bo Vesth (V), Formand for Teknik- og Miljøudvalget i Egedal.
Kim Rockhill udtaler afslutningsvist:
- Jeg er sikker på, at vi i Region Hovedstaden kan være med til at vise vejen for klimatilpasning. Det er vigtigt, at vi får hjulpet borgerne med klimatilpasning, så de ikke kommer i klemme. Jeg glæder mig også til, at vi får nogle gode eksempler på, hvordan man kan samarbejde på tværs om vand, som andre kommuner kan lade sig inspirere af. Og ikke mindst at vi med projektet får udviklet nogle konkrete forslag til, hvordan udgiften til klimatilpasningsløsninger kan fordeles mellem borgerne og offentlige myndigheder. Det er mit håb, at vi med projektet kan være med til at sætte skub i et klimatilpasset Danmark.
Billigere klimaløsninger
I projektet skal der arbejdes på at udvikle konkrete modeller for, hvordan udgifterne til klimatilpasningsprojekter kan fordeles. Projektet skal også komme med et konkret bud på indholdet af en kyst- og klimafond, så det på sigt kan blive billigere at få finansieret de dyre klimatilpasningsløsninger.
Projektet varer fra årskiftet og til udgangen af 2021. Region Hovedstaden har bevilliget 3 mio. kr., mens de øvrige partnere bidrager med arbejdstid og/eller økonomiske midler.
Partnerskabskredsen bag projektet består af:
- Kommunerne Ballerup, Brøndby, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gladsaxe, Herlev, Hvidovre, Ishøj, København, Roskilde og Vallensbæk.
- Rudersdal Kommune på vegne af kommuner i NOVAFOS (Allerød, Ballerup, Egedal, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Hørsholm og Rudersdal kommuner)
- Projektet Nordkystens Fremtid
- Forsyningsselskabet NOVAFOS
- Københavns Universitet
- Forsikring & Pension
- Kystdirektoratet
- Region Hovedstaden
- Danmarks Tekniske Universitet
- Desuden følger DTU, CONCITO, HOFOR samt Region Sjælland projektet, ligesom et forventet nyt nationalt klimatilpasningsnetværk tilbydes en plads i følgegruppen.
Der er indgået aftale med Brøndby og Egedal om at varetage en sekretariatsfunktion for hvert caseområde i projektperioden.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.