dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Kampen om p-pladser spidser til - også for handicappede

Antallet af blå handicapkort er firedoblet siden årtusindskiftet. I København er der desuden flere, der ulovligt bruger de særlige pladser. Borgmester ønsker flere parkeringspladser og hårdere sanktionsmuligheder
24. NOV 2019 12.42

Det bliver sværere og sværere for personer med handicap at finde en parkeringsplads. Antallet af blå handicapkort, der giver tilladelse til at parkere på de særlige pladser, vokser nemlig med rekordfart. Siden årtusindskiftet er antallet af ansøgere til det ti-årige parkeringskort firedoblet, og der er i alt 105.631 aktive handicapkort.

- Vi oplever, at det bliver sværere og sværere at få en parkeringsplads. Det er blevet et stort problem, at mennesker med parkeringskort ikke kan parkere, siger Thorkild Olesen, som er formand for Danske Handicaporganisationer, der administrerer handicapkortet.

Manglen på parkeringsmuligheder har stor betydning for dem, der er mest afhængige af gode parkeringsforhold. Det er typisk dem, der enten kun kan gå meget kort, eller dem som er afhængige af en stor parkeringsplads for at kunne få en kørestol ud af bilen.

- Hvis der mangler parkeringspladser, så får de altså meget svært ved at komme rundt. Problemet er størst i de store byer, og det er jo fordi, at det er der folk kommer hen, også dem der ikke bor der fast. Så selvfølgelig er der et problem i storbyer som København og i alle omegnskommunerne, siger Thorkild Olesen.

I år 2000 var der 3.600, der ansøgte om at få et ti-årigt handicapkort. I 2010 var antallet af ansøgninger steget til 6.700, og i år forventer Danske Handicaporganisationer at modtage over 14.000 ansøgninger.

- Antallet af parkeringskort, der bliver udstedt, er jo et spejlbillede af samfundet. Det er et udtryk for, at der bliver flere ældre mennesker, som har behov for et handicapparkeringskort, fordi de måske har problemer med bevægeapparaterne eller andre problemer, lunge eller andet, så de ikke kan gå så langt, siger Thorkild Olesen.

Læger undrer sig over stigning
For at få et parkeringskort skal man have en lægeattest, der siger, at ens mulighed for at gå er stærkt begrænset. Men de praktiserende læger, der laver attesterne, undrer sig over, at antallet af ansøgere på så kort tid er firedoblet.

- Vi overvejer da, om der også kan være nogle strukturelle ting, der gør sig gældende. Altså hvorfor er der en firedobling af ansøgertallet, for der er jo formentlig ikke en firedobling i antal borgere med kronisk sygdom, der forhindrer dem i at gå ret langt, siger Karin Zimmer, der er formand for PLO-Hovedstaden, altså de praktiserende læger i hovedstadsområdet.

Hun vurderer, at mange borgere, der i dag ikke har et handicapkort, faktisk kan være berettiget til det. Og at årsagen til stigningen i antal ansøgere derfor skal findes omkring de almindelige parkeringspladser. For også her, er der blevet flere biler til færre pladser.

- Hvis der er rift om de almindelige parkeringspladser, så man som bilist oplever at skulle parkere så langt væk, at man nu rent faktisk får et problem med at skulle gå, jamen så er tilskyndelsen til at forsøge at få ret til at parkere på de ledige handicappladser jo selvfølgelig øget, siger Karin Zimmer.

En del af forklaringen til det stigende antal handicapkort er både læger og handicaporganisationer dog enige om skyldes, at de er kommet flere ældre. Derfor forventer de også, at problemet vil fortsætte med at vokse mange år frem.

København er villige til at oprette flere handicappladser
I København anerkender teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL), at kommunen er nødt til at reagere, når antallet af handicapkort vokser.

Københavns Kommune har i dag 1.582 kommunale handicapparkeringspladser. De 674 er dog pladser, der er reserverede til specifikke køretøjer, så reelt set er der kun 674 handicapparkeringspladser til besøgende. Men nu er der formentlig flere på vej.

- Jeg vil gerne lytte til, hvad der er af problemer og også stille de forslag i Borgerrepræsentationen, der er nødvendige. Vi har allerede afsat midler til at opstribe flere pladser, og hvis der er behov for, at vi etablerer flere handicapparkeringspladser end det, så er jeg sikker på, at der er støtte til det i Teknik- og Miljøudvalget, siger Ninna Hedeager Olsen.

Københavns Kommune har til næste år afsat 1,3 mio. kr. til at afmærke parkeringspladser til specifikke formål. Det er 250.000 kr. mere end i år.

Flere parkeringsbøder og ønske om hårdere sanktioner
I København bliver handicapparkeringspladserne dog i stigende grad optaget af helt almindelige bilister. I 2017 uddelte de kommunale parkeringsvagter således 1.805 parkeringsafgifter til bilister, der uretmæssigt havde parkeret på en handicapplads. I 2018 steg det til 2.046 afgifter, og selvom året endnu ikke er omme, så er det tal allerede overgået i år.

En opgørelse viser, at der til og med 8. november er uddelt 2.190 afgifter for ulovlig parkering på en af København kommunes handicappladser. På Københavns rådhus er politikerne opmærksomme på udviklingen, og de er derfor klar til at skærpe kontrolindsatsen. Parkeringsafgiften på 510 kr. for en ulovlig parkering er siden 2014 blevet fordoblet til 1.020 kr., hvis den sker på en handicapplads. Men kommunalpolitikerne ønsker yderligere skærpelser.

- Når man som bilist først har taget det valg at parkere på en handicapplads, og ved at man risikerer en bøde, så tror jeg ikke, at det er afskrækkende nok med forhøjede bøder. Så vi vil gerne have mulighed for at fjerne bilerne, så parkeringspladserne faktisk kan blive brugt de af de mennesker, der har et handicap, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen.

Hun har derfor anmodet transportministeren om flere forskellige sanktionsmuligheder. Konkret har København bedt om lov til at bugsere de ulovligt parkerede biler væk. Kommunen har også bedt om lov til at sætte hjullås på, og så har man anmodet om lov til en yderligere fordobling af parkeringsafgiften, så det i stedet for 1.020 kr. vil koste 2.040 kr.

Alle tre ting har transportminister Benny Engelbrecht (S) dog afvist i et brev til kommunen. I stedet vil ministeren overveje, om den dobbelte parkeringsafgift også skal gælde, hvis bilister blot standser på handicapparkeringspladser, men altså ikke laver en reel parkering.

I København er politikerne skuffede over meldingen fra transportministeren. Men de fastholder, at vil løse problemet, inden det vokser sig endnu større. Derfor har politikerne netop bedt forvaltningen om at undersøge, hvad det vil koste at lave en målrettet indsats overfor parkeringssynderne.

- Det er det, vi kan gøre lige nu, og så kan vi sætte penge af til, at der er endnu flere parkeringsvagter, der holder særligt øje med de her parkeringspladser. Det er det, vi kan gøre fra kommunens side, og så må vi håbe, at folketingspolitikerne snart vil give os flere værktøjer, siger Ninna Hedeager Olsen.

esl

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.