Verdens største hurtigfærge til Bornholm
BORNHOLM: Bornholm skal have en ny hurtigfærge til sejladsen mellem Rønne og Ystad. Den nye færge bygges hos det australske Austal-værft, som også stod bag Molslinjens seneste hurtigfærge, Express 4 og Bornholms tidligere hurtigfærger, Leonora Christina og Villum Clausen.
Færgen leveres, så den indsættes på Bornholm i løbet af foråret 2022.
Den nye hurtigfærge bliver den hurtigfærge i verden med størst kapacitet til biler og passagerer, og den bygges med særlig fokus på manøvredygtighed og passagerkomfort. Der bliver to passagerdæk med plads til 1.600 passagerer, og vogndækket kan rumme op til 450 biler.
Dermed øges færgekapaciteten med cirka 14 pct, hvilket løser nogle af de kapacitetsproblemer, Bornholm har oplevet den seneste højsæson.
- De lavere priser og en ekstra daglig frekvens har været en overvældende succes og skabt en markant passagerfremgang det seneste år. Med en ny og større færge kan Bornholm bygge videre på den succes, siger Molslinjens adm. direktør, Carsten Jensen.
Stabilisator
Færgen bygges, så både sødygtighed og komfort kommer i højsædet, og den vil blive drevet af en ny motorkonstruktion fra Wärtsila på fire motorer hver på 16-cylindere, som er verdens mest effektive 4-takts motorer. Motorerne er af såkaldt duel fuel typen, og både motorer og skib er således forberedt til alternativt brændstof.
Herudover vil skibet blive udstyret med to T-foils og aktiv trim tap system og med to meget kraftige bovtrustere.
- Vi har altid ønsket at gøre det bedst muligt på Bornholm og på baggrund af de hidtidige meget positive erfaringer for Bornholm foretager Molslinjen nu denne kæmpeinvestering for at sikre den bedst mulige færgedrift for øen, siger Carsten Jensen.
Staten og Molslinjen er blevet enige om at forlænge kontrakten på færgebetjeningen af Bornholm med to år, så den udløber i 2030.
Desuden vil Molslinjen købe en stabilisator - kendt som en T-foil - til færgen 'Express 1', der kan holde færgen mere stabil, hvis der er store bølger. Det er også en mulighed at købe en stabilisator til færgen 'Max', hvis stabilisatoren viser sig at have den ønskede virkning på 'Express 1'.
esl / Rizau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.